Børsen brændte

Ja, I ved det jo allesammen godt, men tirsdag skete det frygtelige, nemlig en næsten altødelæggende brand på Børsen. Børssalen som vi har mødtes i så mange gange er nu blot et minde, dragetårnet ligger knust i Slotsholmsgade, og selvom det naturligvis i det store billede ikke har særlig betydning for andre end os, så må vi nok se i øjnene, at der kan gå både 5 og 6 år, inden vi igen kan træde ind i det, der siden stiftelsen af Selveje Danmark har været vores hjem.

Men når nøden er størst, er hjælpen nær, og allerede nu har flere af jer fantastiske medlemmer tilbudt både husly og hjælp. Det betyder utrolig meget, så tak for det.

Vi arbejder nu med en kort og en lang plan. Den korte korte betyder, at vi allerede i dag torsdag kan rykke ind på Vesterbrogade hos Eremitterne i Den Sociale Udviklingsfond. Den langsigtede finder vi sammen med vores kollegaer i Dansk Erhverv, og den vil nok vare længe.

Politik
Vi vil ufortrødent arbejde videre med varetagelsen af jeres politiske interesser. Det handler bl.a. helt aktuelt om en ny ældrelov, magtanvendelsesregler, Sammen om Handicap og et fokus på alkoholbehandling, finansiering og opfølgningen på Tranæs udvalgets rapport. Branden vil ingen indflydelse få på det arbejde.

Kurser og møder
Vi har allerede planlagt en række kurser og møder den kommende tid. Mange ligger placeret hos jer, og der ligger de heldigvis godt. Mange er imidlertid også planlagt til at ligge på Børsen. Dem vil vi skulle rykke rundt på, og så snart det falder på plads, vil I høre fra os.

Rådgivning og andre møder
Den løbende rådgivning i forhold til konkrete sager vil naturligvis også fortsætte. Her kan vi dog blive ramt af, at alle vores kollegaer i Dansk Erhverv - som vi selv - indtil til en langsigtet løsning falder på plads, er spredt for alle vinde. Så giv os lige en dag eller to ekstra, men brug os i øvrigt, som I plejer.

Med ovenstående betragtninger in mente så vil vi i Selveje Danmark kæmpe videre for det, der betyder noget - nemlig ordentlige og rimelige forhold for alle jer selvejende tilbud på velfærdsområdet. Der skal nemlig mere end en frygtelig brand til at slå selvejet af pinden.

Tak for jeres forståelse og for alle jeres varme hilsner

Jon