Gode takter i ny ældrereform, men også grund til bekymring

Regeringen og et bredt flertal har indgået aftale om en ny ældrereform. Selveje Danmark ser flere gode takter i aftalen, men vi bliver også bekymrede for den udvidelse af den offentlige sektor, som aftalen lægger op til.

Aftalen på ældreområdet indeholder mange gode elementer. Der er blandt andet fokus på selvbestemmelse, en forhøjet statsgaranti for friplejehjem i landområdet og en ny kontrolenhed til beregning af takster. Vi er i Selveje Danmark også meget tilfredse med, at tilsyn er en del den nye ældrereform – med mange af de forslag, som Selveje Danmark har fremhævet, herunder en sanering af tilsyn og mere dialog mellem tilsyn og tilbud.

Vi ser dog også flere elementer i aftalen, som vækker bekymring.

Opmærksomhedspunkter
Selveje Danmark anerkender ambitionen om samtilsyn, men vi er nervøse for, om vi så netop mister den sparring og læring, som man ønsker med tilsynet. Det er overvældende for ledere og medarbejdere at skulle håndtere fem meget forskellige tilsyn på samme dag.

Aftalen har fokus på de ældre, vi kender. Der mangler et større fokus på, hvordan vi fremadrettet også har tilbud til de ældre, der har levet et hårdere liv end de fleste..

Der rejser sig desuden et fundamentalt spørgsmål – rimeligheden af, at kommunerne nu skal drive ikke-kommunale plejehjem, benævnt lokalplejehjem i aftalen. I Selveje Danmark har vi svært ved at forstå rimeligheden i, at kommunerne får 120.000.000 kroner til at starte lokalplejehjem op, når de ikke-offentlige aldrig har fået en krone til at starte et selvejende plejehjem. Det er svært at se, hvordan det kan være ligestilling af offentlige og ikke-offentlige plejehjem, som der ellers lægges stor vægt på i aftalen.  

Vi bakker op om de gode elementer i aftalen, men vi bliver også nødt til at pege på den udvidelse af den offentlige sektor, som der lægges op til.

Aftalepartierne ønsker reel ligestilling mellem alle vores tilbud på ældreområdet. Derfor glæder vi os i Selveje Danmark til at bidrage med den viden og erfaring, som de selvejende aktører har.

Se ældrereformen – klik her.