Ekspertudvalget kommer med anbefalinger til en bæredygtig udvikling på socialområdet uden at vide, hvorfor udgifterne på det specialiserede socialområde stiger. Det skriver Selveje Danmark i et debatindlæg i Altinget.
Debatindlægget er bragt i Altinget d. 3. april 2024:
Selveje Danmark: Tranæsudvalget rammer skævt på en række centrale områder
Onsdag udkom Ekspertudvalget på socialområdet med sin afsluttende rapport, som præsenterer 19 anbefalinger til at sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.
I Selveje Danmark tilslutter vi os en række af anbefalingerne, ligesom vi genkender store dele af udfordringsbilledet.
Vi støtter for eksempel op om nødvendigheden af at se på Socialtilsynets rolle som årsag til, at udgifterne på socialområdet drives op. Ligesom vi støtter op om behovet for en ny og sammenhængende forskningsstrategi på socialområdet, styrket formidling og anvendelse af viden i praksis og regelforenkling i sagsbehandlingen.
Det er samtidig svært at være uenig i behovet for en ny data- og digitaliseringsstrategi, som sikrer et bedre vidensgrundlag til at understøtte indsatsen til borgeren, men også en bedre prioritering og styring på socialområdet. For som Ekspertudvalget selv bemærker i rapporten, skal dette behov også ses i sammenhæng med de udfordringer, som udvalget selv er stødt på i forhold til at identificere årsagerne til, at udgifterne på socialområdet vokser.
Der er nemlig (stadig) ikke nogen endelig og dækkende forklaring på, hvorfor udgifterne på det specialiserede socialområde er steget.
Lad os lade den stå!
Udvider den kommunale "black box"
Men på en række centrale områder rammer ekspertudvalgets anbefalinger helt ved siden af.
De fortsætter blandt andet i det spor, de lagde i deres første delrapport, hvor de anbefalede en opbygning af den kommunale botilbudskapacitet – på bekostning af de ikke-offentlige tilbud.
Men vil det nedbringe omkostningerne på området?
Svaret er det samme som sidst: Det aner hverken vi eller ekspertudvalget.
I første delrapport fastslog ekspertudvalget selv, at der ikke er gennemsigtighed i forholdet mellem pris og kvalitet på botilbudsområdet – heller ikke i de offentlige tilbud.
Udvalget forholder sig heller ikke til, at offentlige tilbud er undtaget kravet om udarbejdelse af årsregnskaber, eller at Socialtilsyn Syd, på Selveje Danmarks og Dansk Erhvervs konference om tilsyn, eksplicit konstaterede, at det økonomiske tilsyn med kommunale tilbud aldrig har fungeret.
Alligevel er ekspertudvalgets løsning på de stigende udgifter at udvide den kommunale ”black box”.
Det efterlader os både undrende og meget bekymrede, at ekspertudvalget i sit – ellers grundige arbejde – ikke medtager en anbefaling om, at der skal skabes økonomisk gennemsigtighed på tværs af hele området.
Den anbefaling er en helt nødvendig forudsætning for, at anbefalinger om at understøtte den ene organisationsform fremfor den anden, giver mening.
Botilbud er ikke hotelværelser
Ekspertudvalget vurderer dog, at udgiftsopdriften skal ses i lyset af, at der er ”en række kollektive handlingsproblemer” i forbindelse med etableringen af offentlig botilbudskapacitet. Det betyder, at der i dag er et underudbud af botilbudspladser.
Udvalget ser et behov for en ”tilstrækkelig offentlig kapacitet” eller med andre ord en overkapacitet, så det sikres, at der ikke opstår monopollignende tilstande.
Men her mener vi, at udvalget overfører en økonomisk logik til en virkelighed, der opererer på helt andre præmisser. Vi taler jo ikke om hotelværelser, men om pladser på bosteder, hvor der er knyttet en lang række omkostninger – primært lønomkostninger.
Hvis et tilbud har to ledige pladser, er tilbuddet tvunget til at reducerer omkostningerne – og så er kapaciteten der teknisk set ikke længere.
Ønsker ekspertudvalget virkelig, at vi skal have en række tomme pladser stående klar, så kommunerne har noget at vælge mellem?
Det vil formentlig ende som den absolut største udgiftsdriver.
Sæt det lange lys på
Ekspertudvalget er underlagt et princip om, at anbefalingerne ikke må øge omkostningerne på området.
I teorien giver det mening, men forestil dig, at du får opgaven at skulle vedligeholde et hus, uden at det må øge omkostningerne. Det er på den korte bane en umulig opgave, for et nyt tag koster på kort sigt mere end at lade det gamle ligge. Men på langt sigt betyder det regnvand på stuegulvet og i sidste ende et ubeboeligt hus.
Det er bydende nødvendigt, at vi begynder at se udover fireårige kommunalbudgetter og næste valgkamp. Vi bliver nødt til at tage det lange lys på og investere i området, så mennesker oplever at blive mødt i deres behov i dag og ikke først om fem eller ti år, hvor deres situation og helbred er forværret.
Det giver hverken mening menneskeligt eller økonomisk.
Og det bliver nødt til at være afsættet for drøftelserne på det specialiserede socialområdet, hvis vi faktisk vil sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling.