Politisk aftale styrker tilsynet med sociale tilbud

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet indgik i sidste uge en aftale om en række tiltag til en generel styrkelse af Socialtilsynet og en styrkelse af det økonomiske tilsyn med offentlige og private sociale tilbud, der er omfattet af tilsynet. Aftalen er et resultat af de forhandlinger, som primært handlede om regeringens ønske om at lave et forbud mod profit på velfærdsområdet. Sådan endte det imidlertid ikke, og i stedet gennemføres en række stramninger af det økonomiske tilsyn.

Aftalen består af to dele. Den første handler om en styrkelse af socialtilsynet, den anden om en styrkelse af det økonomiske tilsyn.

Styrkelse af socialtilsynet
Under dette tema sætter aftalen fokus på nogle af de problemer, der tidligere har været påpeget i forhold til Socialtilsynet. Det handler bl.a. om den manglende ensartethed på tværs af de fem socialtilsyn, som søges håndteret ved at give Socialstyrelsen en mere aktiv rolle og mulighed for at udstede bindende retningslinjer. Det har også været en udfordring, at de fem socialtilsyn på visse områder har manglet eller haft vanskeligt ved at fastholde et tilstrækkeligt fagligt niveau. Det søges i aftalen løst ved at etablerer specialistfunktioner på fire områder. Det handler bl.a. om at samle tilsynet med koncerner og koncernlignende tilbud et sted, noget der naturligvis rejser en lang række spørgsmål om, hvilke konsekvenser det konkret vil have for de omfattede tilbud. De spørgsmål vil skulle afdækkes i det videre implementeringsarbejde.

Af andre indsatser under overskriften ”Styrkelse af Socialtilsynet” kan der peges på, at tilsynet får bedre reaktionsmuligheder overfor de enkelte tilbud, at der sikres en bedre dialog mellem forskellige tilsyn på området, og så vil der som et selvstændigt punkt være en øget fokus på tilbuds anvendelse af vikarer og andet ikke fastansat personale.

Styrkelse af det økonomiske tilsyn
Denne del af aftalen handler i vid udstrækning om at skabe større gennemsigtighed i både offentlige og private tilbuds regnskaber og budgetter. Der vil blive opstillet krav om, at alle tilbud skal fremlægge yderligere regnskabsnøgletal om bl.a. administrationsomkostninger, borgerrelaterede udgifter og løn, samt oplyse om hvor store beløb, der er udbetalt som udbytte eller er overført til andre tilbud. Socialtilsynet vil også fremover skulle forholde sig til relationen mellem pris og kvalitet, noget der naturligvis kan være vanskeligt al den stund, at kvalitetsindikatorerne på en række områder ikke er fuldstændigt entydige.

Der vil af andre indsatser under dette punkt også være fokus på revisors rolle og på godkendelsen af en række konkrete omkostninger som vederlag til bestyrelsen og større istandsættelser. Der vil blive stillet krav om, at personligt ejede tilbud inden udgangen af 2024 lader sig omlægge til et kapitalselskab eller en selvejende organisation, og der vil være et øget fokus på at sikre kvalifikationerne hos både ledelse og bestyrelse i de enkelte tilbud.

Selveje Danmark har lavet en mere detaljeret beskrivelse af aftalens elementer. Den kan du se ved at klikke her og selve aftalen finder du ved at klikke her.

Der er et stykke arbejde fra en politisk aftale til de enkelte elementer vil finde anvendelse. Det kræver formentlig både en række ændringer af Lov om Socialtilsyn samt underliggende bekendtgørelser. Det arbejde påbegyndes nu, og Selveje Danmark vil naturligvis arbejde for at sikre en implementering, der i videst muligt omfang tager højde for de selvejende non-profit organisationer. Samt de ønsker og behov, de selvejende organisationer har i forhold til Socialtilsynets virke. Samtidig vil Selveje Danmark holde fast i det store behov for at sikre økonomisk gennemsigtighed i de offentlige tilbud. Med aftalen er der taget flere skridt i den rigtige retning, men om de skridt er store eller små, kommer i vid udstrækning til at handle om, hvordan aftalen implementeres.

Selveje Danmark vil naturligvis løbende orienterede og sagen, og ser frem til at møde medlemmerne igen. For denne aftale vil utvivlsomt være et tema på de forestående informationsmøder.