Orientering fra Selveje Danmark om corona #13

Kære medlemmer

Her følger endnu en lille opdatering fra Selveje Danmark

Ændring af bekendtgørelse om delvis suspension af beskæftigelsesindsatsen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) udsendte i går den 30. marts en ændringsbekendtgørelse til den tidligere ændringsbekendtgørelse på beskæftigelsesområdet. Med bekendtgørelsen åbnes der op for, at der tillige kan iværksættes nye tilbud, noget der kan være relevant i forhold til en række medlemmer på beskæftigelsesområdet, således fremgår følgende bl.a. af følgebrevet til ændringsbekendtgørelsen:

”Med bekendtgørelsen om delvis suspension fik ledige mulighed for at færdiggøre uddannelsesforløb, der var påbegyndt før suspensionsperioden, såfremt det kunne færdiggøres digitalt. Med ændringsbekendtgørelsen får kommunerne også mulighed for at iværksætte nye tilbud om vejledning og opkvalificering efter lovens kapitel 14 samt jobrettet uddannelse efter loven kapitel 9, hvis borgeren er enig, og forløbet afholdes digitalt. Dette gælder både ordinære uddannelsestilbud, fx AMU-kurser, men også øvrige vejlednings- og opkvalificeringsforløb, fx jobsøgningskurser m.v., som udbydes af andre aktører.”

Læs følgebrevet - klik her

Læs bekendtgørelsen - klik her

Ny skrivelse fra Social- Og Indenrigsministeriet vedrørende tilbagevenden til døgntilbud samt plejefamilier og samvær under COVID-19

Grundet en del usikkerhed omkring, hvorledes plejefamilier og døgntilbud skal forholde sig i relation til samvær samt til borgernes tilbagevenden til døgntilbuddet efter besøg og samvær hos pårørende mm., så har ministeriet i denne skrivelse til kommuner, regioner, socialtilsyn m.fl. konkretiseret rammerne herfor og betonet, at der ikke er hjemmel til at nægte en borger adgang til døgntilbuddet efter besøg hos pårørende eller anden aktivitet uden for døgntilbuddet.

Læs skrivelsen om tilbagevenden til anbringelsessteder aflastningsinstitutioner, botilbud m.v - klik her

Læs skrivelsen om plejebørns samvær med biologiske forældre - klik her

Forsamlingsforbuddet og plejehjem

Vi har i Selveje Danmark fået en del spørgsmål, der handler om forsamlingsforbuddet der siger at man ikke må være forsamlet flere mennesker end 10 personer og så livet på et plejehjem. Spørgsmålet er rimeligt godt besvaret på det sociale område, hvor Socialministeriet klart skriver at forbuddet ikke gælder f.eks. anbringelsessteder, hvortil borgerne er visiteret. Den samme klare besked er dog ikke afgivet af Sundhedsministeriet.

Fra Selveje Danmark har svaret været at forbuddet må fortolkes på samme måde på ældreområdet. Med andre ord at de ældre naturligvis godt kan deltage i f.eks. fællesspisning mv. der afholdes på fællesarealer, også selvom der kan være flere end 10 samlet på en gang. Men man skal naturligvis iagttage alle de almindelige sundhedsfaglige anbefalinger om afstand, sund fornuft, afspritning, osv. Men det ved jeg godt at I allerede gør.

Jeg har i dag for god ordens skyld vendt den fortolkning med Styrelsen for Patientsikkerhed, som er helt enig. Det er jo de ældres eget hjem.

Venlig hilsen og god dag

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, MPA