Orientering fra Selveje Danmark om corona #14

Kære medlemmer

Vi har netop afholdt bestyrelsesmøde i Selveje Danmark, og er blevet enige om at vores generalforsamling rykkes til den 1. september. I vil naturligvis høre nærmere, men ligeså vigtigt er det bare at fortælle jer, hvor fantastisk det er at høre, om det enorme arbejde I alle sammen lægger for dagen. Med det engagement skal de selvejende organisationer nok klare sig gennem krisen. Så super!

Ny bekendtgørelse om kommuner og regioners indkøb, samt undladelse af at opsige pga misligholdelse

Et enigt Folketing vedtog i går - den 31. marts en ny bekendtgørelse om kommuner og regioners indkøb i forbindelse med corona-krisen. De nye regler har til formål at sikre, at kommuner og regioner har samme muligheder som staten for dels at forudbetale leverancer til en værdi af 1 mio. kr. ekskl. moms eller derunder i perioden frem til 1. juli 2020, dels at undlade at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, i det omfang misligholdelsen er begrundet i corona.

Særligt det sidste kan være relevant for de af jer, der oplever at kommuner f.eks. opsiger socialpædagogiske forløb eller beskæftigelsesforløb med henvisning til at I ”misligholder” aftalen. Bekendtgørelsen betyder ikke, at det ikke kan ske, men den sender et meget klart signal til de kommunale forvaltninger, der synes at glemme det større perspetiv.

Ordningen er et af flere initiativer, som regeringen og Folketingets partier har taget for at give virksomheder en økonomisk håndsrækning i corona-situationen, også med henblik på at understøtte arbejdspladser.

Jeg indsætter her et link til såvel bekendtgørelsen som den tilhørende vejledning: https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/apr/nye-regler-om-kommuners-og-regioners-forudbetaling-mv-i-forbindelse-med-covid-19/

 

Partier enige om akut støtte til hjemløseorganisationer

Et samlet folketing er blevet enige om at afsætte 5,5 millioner kroner til i alt ni organisationer, der arbejder med hjemløse. Pengene falder på et tørt sted, da udbruddet af Corona har sat herberger og væresteder for hjemløse under pres. Mange oplever at været presset økonomisk, hvilket har medført lukninger og en reduktion i aktiviteterne på herbergerne og værestederne for, at mindske smitterisikoen. Pengene skal ifølge aftalen gå til, at organisationerne enten udvider deres egne tilbud, eller til at leje værelser til de hjemløse på lokale hoteller, samt uddeling af måltider og madpakker til de hjemløse.

 

Læs pressemeddelelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet her: https://sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Sundhedspolitik/2020/Marts/Enigt-folketing-sender-akut-coronastoette-til-hjemloeseorg.aspx

 

Digitalt gå hjemmøde om socialt entreprenørskab under og efter krisen

Videnscenter for Socialøkonomi, der er en del af Grennessminde, et af vores medlemmer, afholder fredag den 3. april klokken 13.30-15.30 digitalt gå hjemmøde om socialt entreprenørskab , hvor deltagere har mulighed for at få inspiration til deres sociale arbejde i en ny kontekst. Der vil være oplægsholdere fra Askovfonden, Fri af Misbrug samt organisationen Play.

Alle er velkomne.

Se invitationen - klik her.

 

Aftale om gratis vaccination af ældre, sårbare grupper og sundhedspersonale

Regeringen har sammen med et enigt Folketing besluttet en bred indsats om vaccination af ældre, sårbare grupper og sundhedspersonale. Den skal sikre, at færre af de mest sårbare patienter rammes af en alvorlig infektionssygdom som f.eks. alvorlig pneumokoksygdom, der kan medføre lungebetændelse og i særlige tilfælde blodforgiftning og hjernehindebetændelse.

Efter Sundhedsstyrelsens anbefaling skal de første vacciner tilbydes til bl.a. beboere på plejehjem.

Ordningen vil blive administreret via egen læge, men der lægges samtidig op til en kollektiv løsning på f.eks. plejehjem.

Jeg vedhæfter her et link til meddelelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet: http://sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Forebyggelse/2020/Marts/Regering-og-folketing-udvider-vaccinationsprogram.aspx

 

Lægemiddelstyrelsen henstiller til, at leverandører af værnemidler prioriterer plejehjem og udsatte

Lægemiddelstyrelsen henstiller til, at leverandører af værnemidler også prioriterer salg til private tilbud, der varetager kritiske funktioner. Det gælder f.eks. plejehjem, bosteder, hjemmepleje og frivillige organisationer.

Lægemiddelstyrelsen henstiller samtidigt til, at private aktører, der hidtil selv har købt nødvendige værnemidler, medicinsk udstyr og desinfektionsmidler, fortsætter med selv at købe disse via sædvanlige eller alternative troværdige leverandører.

Hvis private aktører oplever en akut mangel, anbefaler Lægemiddelstyrelsen, i lighed med tidligere udmeldinger fra KL, at tilbuddet kontakter den kommune, som tilbuddet er beliggende i. Beliggenhedskommunen vil så stå for en koordinering.

Læs evt. mere her: https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/udstyr/laegemiddelstyrelsens-covid-19-logistikcenter/retningslinjer-til-leverandoerer-af-vaernemidler/

Venlig hilsen og ønsket om en god dag til jer alle.

Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark