Hvordan håndterer Norge nogle af velfærdssamfundets største udfordringer – og hvad kan vi i Danmark lære af deres erfaringer?
På denne studietur sætter vi fokus på velfærd i Norden gennem en række spændende organisationsbesøg og faglige møder i Oslo. Over tre dage får vi et unikt indblik i norske erfaringer med blandt andet børne-, handicap- og udsatteområdet, samt et billede af den politiske dagsorden i landet.
Vi besøger organisationer og fagpersoner, der hver dag arbejder tæt på nogle af velfærdssamfundets vigtigste indsatser. Undervejs skal vi høre om nye løsninger, innovative tilgange og hvordan organisationerne arbejder sammen, men også om de dilemmaer og udfordringer, der præger den norske velfærdsdebat.
Studieturen arrangeres i samarbejde med vores norske søsterorganisation VIRKE, som vil give os et aktuelt indblik i udviklingen på det norske velfærdsområde.
Turen giver samtidig en oplagt mulighed for at styrke relationerne på tværs af medlemskredsen i Selveje Danmark. Når man rejser sammen, deler erfaringer og diskuterer faglige perspektiver undervejs, opstår der ofte nye idéer, netværk og samarbejder, som rækker langt ud over selve studieturen.
Studieturen henvender sig til ledere og nøglepersoner i Selveje Danmarks medlemskreds, der arbejder med at udvikle fremtidens velfærd og ønsker ny inspiration, nordiske perspektiver og stærke faglige relationer.
PROGRAM (foreløbigt)
Den 28. oktober: Vi mødes på hotellet i Oslo kl. 17.30 og spiser middag sammen.
Den 29. oktober: Program fra kl. 9.00 til 15.30, samt aften.
Den 30. oktober: Program fra kl. 9.00 til ca. 16.30.
Foreløbigt planlagte besøg (den endelige tidsplan er endnu ikke fastlagt):
VIRKE er den største brancheorganisation for handel og servicefag i Norge, og som også organiserer hele gruppen af frivillige og selvejende organisationer på velfærdsområdet.
VIRKE sætter ord på arbejdet med udviklingen af den selvejende sektor, og de udfordringer organisationerne møder i mødet med den offentlige sektor og markedet.
Desuden inviteres en gruppe af deres store medlemmer på sundheds- og velfærdsområdet ind til fælles dialog og muligheden for at sætte ord på deres arbejde på området.
Læs mere her: Virke - Hovedorganisasjonen for handels- og tjenestenæringen.
Enga er et omsorgstilbud for rusmiddelafhængige drevet af Kirken Bymisjon.
Læs mere her: Kirkens Bymisjon - Enga.
Signo Conrad Svendsen senter, som tilbyder bo-, helse- og omsorgstjenester til døvblinde og døve med særlige behov.
Læs mere her: Signo Conrad Svendsen senter.
Ekebergparkens kulturpark med flot udsigt over Oslo by
Læs mere her: Ekebergparken.
HUSET Oslo er et tilbud til udsatte, et alternativ til livet på gaden også for personer med misbrugsproblematikker.
Læs mere her: HUSET Oslo.
Barnas stasjon i Linderud er et lavtærskel tilbud, som er en del af Blå Kors Norge.
Læs mere her: Barnas stasjon.
Viceborgmester Julianne Ofstad (Frp) inviterer på besøg på rådhuset i Oslo til en fælles dialog om de udfordringer, man i Oslo Kommune og den offentlige sektor ser på velfærdsområdet i bred forstand.
Læs mere her: Viceborgmester Julianne Ofstad.
INKLUDERET I STUDIETUREN
Studieturen inkluderer hotelovernatning den 28.-30. oktober, samt alle måltider og transport mellem forskellige besøg.
Transport fra Danmark til Oslo er IKKE inkluderet i prisen.
PRIS
Prisen per person er kr. 8.500.
TIL- OG AFMELDINGSFRIST
Frist for både til- og afmelding er den 26. september 2026.
Der er begrænsede pladser på studieturen.