Debatindlægget er bragt den 22. september 2026 på NB-Social.

De første døgn efter en psykiatrisk udskrivelse kan være afgørende. Borgeren går fra en ramme med behandling og sundhedsfagligstøtte tæt på til en hverdag, hvor hjælpen og rammerne er nogle andre. I den overgang kan den psykiske tilstand ændre sig, symptomer kan forværres, eller der kan opstå behov for hurtig sparring med den psykiatriske afdeling, der kender borgerens aktuelle behandlingsforløb.

Derfor er det både vigtigt og rigtigt, at man med sundhedsreformen udvider behandlingsansvaret efter udskrivelse fra psykiatrien til 96 timer, og at ordningen også kommer til at omfatte mennesker, der udskrives til socialpsykiatriske botilbud.

Det betyder i praksis, at medarbejdere på et botilbud i de første fire døgn efter en udskrivelse kan kontakte den udskrivende psykiatriske afdeling, hvis de bliver bekymrede for en beboer eller oplever ændringer i vedkommendes tilstand. De kan få råd og vejledning og dermed reagere på et oplyst grundlag.

Det er en vigtig håndsrækning til både beboeren og de medarbejdere, der skal tage imod.

Men den håndsrækning stopper ved en grænse, som er vanskelig at forklare fagligt – og menneskeligt: Mennesker, der udskrivestil varmestuer, herberger, forsorgshjem og krisecentre, hvor opholdet er kortvarigt, er ikke omfattet. Det samme gælder mennesker, der er hjemløse ved udskrivelsen. Det er uværdigt og bør ændres.

Den samme sårbarhed – men forskellige rettigheder
Intentionen bag det udvidede behandlingsansvar er blandt andet at skabe tryggere overgange mellem psykiatrien og den sociale indsats og sikre bedre sammenhæng og kommunikation på tværs.

Hvis det er målet, er det svært at se logikken i at udelukke mennesker, der udskrives til eksempelvis et herberg, forsorgshjem eller krisecenter.

For behovet for en tryg overgang forsvinder ikke, fordi adressen efter udskrivelsen er et midlertidigt tilbud frem for et socialpsykiatrisk botilbud.

På herberger og forsorgshjem møder vi mennesker med meget komplekse og sammensatte problemstillinger. Psykiske vanskeligheder kan være vævet sammen med hjemløshed, rusmiddelproblematikker, fysisk sygdom, økonomiske problemer og fravær af stabile sociale netværk. På krisecentre kan borgeren samtidig befinde sig i en akut, farlig og ustabil livssituation. Fælles er, at behovet for støtte og kontinuitet efter en psykiatrisk indlæggelse kan være mindst lige så stort som på et botilbud.

Det er mennesker, som ikke nødvendigvis har en pårørende, der kan holde øje med, hvordan de har det. De har heller ikkenødvendigvis en fast hverdag eller stabile relationer omkring sig, hvor ændringer i deres psykiske tilstand hurtigt bliver opdaget.

Et kort ophold på et herberg, forsorgshjem eller krisecenter betyder ikke, at behovet for en tryg overgang fra psykiatrien er mindre. Tværtimod. Borgeren kan være ny på tilbuddet, og medarbejderne har ikke nødvendigvis et indgående kendskab til vedkommende. Netop derfor kan muligheden for at kontakte den afdeling, der netop har behandlet borgeren, være særlig vigtig.

Den nuværende afgrænsning risikerer at skabe endnu en sprække mellem psykiatrien og socialområdet for mennesker i udsatte livssituationer. Hvis ambitionen med det udvidede behandlingsansvar er at skabe større tryghed og mere sammenhæng, bør vi ikkeindrette sikkerhedsnettet efter, hvilken type tilbud borgeren udskrives til.

Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Skal adgangen til en tryg overgang efter en psykiatrisk indlæggelse afhænge af, hvilken paragraf ens seng hører under – eller af ens behov?

To mennesker med samme behov for psykiatrisk opfølgning bør ikke have forskellig adgang til hjælp i de første fire døgn efterudskrivelsen, alene fordi den ene udskrives til et botilbud og den anden til et herberg, forsorgshjem eller krisecenter.

Lad behandlingsansvaret følge behovet
Udvidelsen til 96 timers behandlingsansvar er grundlæggende et godt initiativ. Kritikken er derfor ikke et argument imod ordningen– tværtimod. Det er et argument for at føre intentionen bag den helt igennem.

Mennesker, der udskrives fra psykiatrien til herberger, forsorgshjem og krisecentre, bør derfor omfattes af det udvidede behandlingsansvar på lige fod med mennesker, der udskrives til socialpsykiatriske botilbud. Samtidig bør der findes en løsning for mennesker, der udskrives til hjemløshed eller alene har kontakt til eksempelvis en varmestue. For måske er det netop her, behovet for sammenhæng er allerstørst.

Vi skal passe på med at indrette vores sikkerhedsnet efter systemets kasser frem for efter menneskers virkelighed. Fire døgn er ikke lang tid. Men fire døgn med en tydelig vej tilbage til den behandlende psykiatri kan gøre en stor forskel.

Det bør ikke være ens adresse efter udskrivelsen, der afgør, om den vej er åben.

Afsenderne af indlægget er:
Peder Meisner, generalsekretær, KFUM's Sociale Arbejde
Laura Kirch Kirkegaard, generalsekretær, KFUK's Sociale Arbejde
Morten Skov Mogensen, generalsekretær, Blå Kors
Jonas Jakobsen, konstitueret chef, Kirkens Korshær
Dorte Andersen, sekretariatschef, Landsforeningen Arbejdet Adler
Lars Thidemann, generalsekretær, Landsforeningen af Væresteder
Henrik Vest, forstander, Dalhoffsminde

For at læse indlægget på NB-Social – klik her.