Aftale om styrkelse af undervisningen for udsatte børn og unge på plads

Den 16. marts offentliggjorde Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-theil en bred politisk aftale om fremtiden for de interne skoler. Der er tale om en aftale, der har fokus på såvel tilsynet med, rammerne for og kvaliteten af undervisningen, og på en række områder lægges der op til væsentlige ændringer.

Det var fra starten ministerens ønske her at forbyde private tilbud at have interne skoler. Det har der ikke været et flertal for, men til gengæld er der i aftalen, blevet indføjet et væsentligt punkt, der handler om, at der skal igangsættes at arbejd, der skal ”undersøge eventuelle barrierer for, at flere tilbud kan etableres som f.eks. selvejende institutioner, fonde eller socialøkonomiske virksomheder” Det skal ske i en styregruppe i Børne- og Undervisningsministeriet med inddragelse ”af relevante parter og interessenter såsom KL, Selveje Danmark, Dansk Erhverv, Børns Vilkår.”. Det arbejde vil Selveje Danmark naturligvis gå aktivt ind i.

Det var også som udgangspunkt et ønske, at der skulle stilles krav om at interne skoler skulle indgå driftsoverenskomster med den stedlige kommune. Det stod imidlertid klart, at det ønske i mindre grad var forsaget af et ønske om at skabe mere kontrol og i langt højere grad var begrundet i et ønske om at styrke kvaliteten af undervisningen. Derfor indeholder aftalen et krav om at der mellem den enkelte skole og kommunen indgås en ”kvalitetsaftale” (se element 4 i aftalen). Kvalitetsaftalen vil skulle udarbejdes efter en fast skabelon, der udarbejdes af ministeriet i dialog med de berørte parter.

For at understøtte kvaliteten af undervisningen, vil der blive arbejdet på en specialeplan (aftalens element 1). Den vil skulle sikre, at alle børn og unge vil modtage de rette undervisningstilbud.  I aftalen lyder det bl.a.:

”Specialeplanlægningen for specialundervisningsområdet skal understøtte, at børn og unge med behov for specialundervisning eller anden faglig støtte får den relevante støtte på det rigtige tidspunkt i deres udvikling. Specialeplanlægningen skal sikre et match mellem barnets behov og tilbuddets kompetencer under hensyntagen til den samlede børnegruppe og andre hensyn som eksempelvis nærhed til familie. Den skal give et samlet overblik over relevante tilbud til forskellige målgrupper, der kan understøtte bedre udnyttelse af ressourcer, samt give et grundlag for kommunalt, regionalt og nationalt at udvikle og sikre, at der er de rette specialundervisningstilbud med tilstrækkelig geografisk dækning på tværs af landet.”

De relevante organisationer, herunder Selveje Danmark vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af specialeplanen.

Læs hele aftaleteksten - klik her.