Som samfund har vi pligt til ikke at slippe udsatte børn og unge, før de har fundet fodfæste i voksenlivet. Alt for ofte bliver udsatte børn nemlig udsatte voksne, og det ændrer Barnets Lov ikke nødvendigvis på. Det skriver Selveje Danmark i et debatindlæg.
Debatindlægget er bragt i Altinget d. 22. januar 2024.
Selveje Danmark: Politikerne skal investere i udsatte børn – vi har ikke råd til at lade være
Som samfund har vi pligt til ikke at slippe udsatte børn, før de som unge har fundet fodfæste i voksenlivet. Alt for ofte bliver udsatte børn nemlig udsatte voksne. Og det ændrer Barnets Lov ikke på, skriver Laura Pari fra Selveje Danmark.
Udsatte børn bliver alt for ofte udsatte voksne.
Vi ved, at anbragte børn og unge i langt højere grad end andre unge lever på kanten af samfundet. De har langt større risiko for at udvikle psykisk sygdom. Langt flere falder igennem uddannelsessystemet, og de er overrepræsenteret i hjemløsestatistikkerne.
Derfor glædede det os i 2021, at der med indgåelsen af den politiske aftale Børnene Først, blev aftalt at granske efterværnsindsatsen, så de mest udsatte børn og unge får en god og tryg overgang til voksenlivet, hvor de ikke står uden støtte den dag, de fylder 18 år.
Men vi savner stadig at se de politiske intentioner blive til virkelighed – og Barnets Lov havde været et oplagt sted at starte.
Ansvaret for barnet fortsætter
Når vi som samfund har påtaget os ansvaret for et udsat barn eller ung, har vi også pligt til ikke slippe det, før den unge har fundet fodfæste i voksenlivet.
At flytte for sig selv og lande på egne ben i hverdagen er en stor omvæltning for alle. Men for unge, der er anbragt uden for hjemmet, er det sværere end for andre. De har ofte ikke noget sikkerhedsnet eller et stabilt netværk at læne sig op ad i overgangen til voksenlivet.
Unge i Danmark flytter i gennemsnit hjemmefra, når de er 22 år gamle. For anbragte unge er virkeligheden en anden. Fra den dag de fylder 18 år, kan de ikke længere bo på det anbringelsessted, som er deres hjem, medmindre kommunen visiterer dem til efterværn – et tilbud om fortsat støtte til tidligere anbragte unge i alderen 18 til 22 år.
Som det ser ud lige nu, er det kun én ud af tre unge i målgruppen, der bliver tildelt efterværn ved det 18. år. Og kun én ud af 10 får efterværn til det 23. år.
Muligheder afhænger af postnummer
Hvorvidt den unge kan få tilbudt efterværn, afhænger af kommunernes individuelle praksis.
Der er ikke nogen reelle kriterier for, hvem der får efterværn, og hvem der ikke gør. Og det resulterer i store kommunale forskelle.
I nogle kommuner får halvdelen af de unge i målgruppen efterværn, mens andre kommuner kun giver efterværn til under en fjerdedel. Det til trods for, at de unge, som ikke modtager efterværn, viser sig at have lige så stort behov for støtte, som de unge, der får.
Det er et stort problem for de unges retssikkerhed, at vi har et system, hvor sandsynligheden for efterværn afhænger af den unges postnummer.
En investering, der betaler sig
Alt for mange udsatte børn og unge snubler i dørtærsklen til voksenlivet. Hvis vi vil statistikkerne til livs, kræver det, at vi investerer i børnene og de unge, så de har de bedste forudsætninger for at lykkes i voksenlivet med stærke relationer, bolig og job eller uddannelse.
En ny rapport fra Vive viser (igen), at kortsigtede kommunale budgetbesparelser i dag spænder ben for langsigtede afkast. Kommunen sparer måske kortsigtet penge på at ophæve en anbringelse, når den unge fylder 18 år, men meget tyder på, at regningen sandsynligvis bare vil komme senere.
Barnets Lov er første spadestik i at give flere og bedre rettigheder til udsatte børn og unge, men hvis politikkerne vil skabe reel forandring, bliver de nødt til at investere i de unges liv helt ind i voksenlivet. Det bliver ikke gratis, men vi har heller ikke råd til at lade være – hverken menneskeligt eller økonomisk.
Vi venter derfor utålmodigt på forhandlingerne om et nyt efterværn – forhandlinger, som politikerne forpligtede sig på i 2021.