Selveje Danmark har valgt at etablere og facilitere nye netværk blandt ledere i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Netværksgrupperne skal skabe et forum for dialog, sparring og kvalitetsudvikling. Møderne afholdes 4 gange årligt.
Baggrund
På opfordring fra flere medlemmer har Selveje Danmark valgt at etablere faste betalte netværksgrupper for ledere i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Bag opfordringerne til at etablere disse fora, ligger et ønske om aktivt at kunne bruge netværket i egen respektive ledelse og organisationsudvikling.
Formål og vision
Selveje Danmarks netværksgrupper har til formål at skabe et fortroligt og udviklende rum bestående af ledere i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Det er hensigten, at fortroligheden og den gensidige tillid etableres ved, at de enkelte netværksgrupper er lukkede, at møderne afholdes 4 gange årligt samt, at der i netværksaktiviteterne også gives plads til dialog og socialt samvær.
Det er visionen, at Selveje Danmark med de nye netværksgrupper kan skabe et nyt forum for dialog, sparring og kvalitetsudvikling blandt ledende medlemmer i Selveje Danmark. Det tætte og fortrolige kendskab man vil kunne opnå til hinanden indenfor de enkelte grupper, vil være kilde til at flere sager lægges på bordet og får en kvalificeret feedback fra de øvrige netværksdeltagere. Samtidig ser vi hvordan selvejende organisationer i dag, kan være med til at understøtte hinanden, dels gennem nye samarbejder og på sigt måske også i forhold til udviklingen af de enkelte organisationer. På den måde understøtter de nye netværksgrupper den fastlagte strategi i Selveje Danmark på flere områder. Det handler om nye partnerskaber, om kvalitet og om understøttelsen af socialt entreprenørskab.
Målgruppe
Målgruppen er ledere i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Selveje Danmark har allerede forskellige tematiserede netværk. I de nye netværk for ledere i medlemskredsen har man som leder mulighed for at indgå i tæt sparring og dialog med andre ledere, hvis daglige opgaver og rolle matcher ens egne.
Praktisk information
- Da der er tale om faste netværksgrupper med 12-15 deltagere, så vil deltagelsen i netværksgrupperne forudsætte en årlig deltagerbetaling på ca. kr. 10.000 plus moms.
- Der vil blive afholdt 4 årlige møder i de enkelte netværk. Et af disse møder vil blive afviklet med overnatning, et i Tietgenhus og to hos medlemmer af netværket.
- De nye netværk organiseres og faciliteres af Selveje Danmark således, at vi står for mødeplanlægning, invitationer, logistik og er ligeledes den primære facilitator på møderne. Deltagerne i netværksgrupperne vil dog også have en central rolle som aktive bidragsydere, ydermere vil møder i Selveje Danmarks netværk blive søgt afholdt ude hos de enkelte medlemmer.
- Første møde afholdes d. 31. marts og 1. april 2025 i Nyborg og vil have temaet ”Netværk og samarbejde”, hvor vi får fornøjelsen af erhvervsfilosof Kasper Warming.
- Tilmelding skal ske på tilmelding@selveje.dk.
Læs mere om ledernetværket, program og yderligere datoer – klik her.