I politikpapiret foreslår Dansk Erhverv en reform af socialområdet hvor kvalitet, gennemsigtighed og et stærkt socialtilsyn bliver nøglefaktorer, når det skal sikres, at alle leverandører på tværs af ejerskabsformer, lever op til deres ansvar.
Baggrund
I Danmark er vores velfærdstilbud baseret på en bred kreds leverandører, fra kommunale og regionale tilbud til selvejende fonde, civilsamfunds- og kommercielle aktører, hvilket bidrager til større mangfoldighed og kvalitet.
I forståelsespapir fra juni 2019, som Enhedslisten, SF og Radikale og Socialdemokratiet blev enige om som grundlag for en ny regering, blev der åbnet op for at de private ejerskabsformer skal reguleres. Dansk Erhverv mener ikke, at det vil medføre en bedre kvalitet, men at der i stedet bør være høje krav til alle tilbud, uanset om det er private eller offentlige.
Dansk Erhverv foreslår
- Socialtilsynet skal styrkes. Den seneste evaluering af socialtilsynet viste, at der er for stor uensartethed mellem de fem tilsynsenheder. Det kan blandt andet skyldes uensartet praksis for anvendelse af f.eks. påbud. Socialtilsynet skal have de rette redskaber til at se leverandører i kortene på tværs af offentlige og private tilbud, og praksis skal være ensartet og af høj kvalitet.
- Mest mulig kvalitet til borgeren for pengene. Derfor skal der være gennemsigtighed i økonomien på området for sociale ydelser i forhold til takster og kvalitet, hvilket ikke er tilfældet i dag. Der skal være synlighed om kvalitetsparametre og ikke alene pris, når kommunerne køber ind for milliarder på socialområdet. Dansk Erhverv foreslår fokus på, hvordan kvalitetsparametre på socialområdet fortsat kan udvikles til gavn for borgeren.
- Lige krav til alle leverandører uanset ejerskabsform. Der bør sættes et klart prisskilt på offentlige ydelser, hvor alle direkte og indirekte omkostninger er medregnet på baggrund af standardiserede budgetter og regnskaber, så offentlige og ikke-offentlige leverandører bedre kan konkurrere på kvalitet.
- Øget fokus på styrkelse og udvikling parametre for kvalitet og effekt i de sociale indsatser. Kort sagt skal vi have mere viden om, hvad der virker.