De første nyheder om ny ældrelov er offentliggjort

Det er over to år siden, at statsminister, Mette Frederiksen, fortalte at der skulle laves en ældrelov. Alt skulle hviskes ud, vi skulle starte på et nyt, blankt stykke papir. Siden da har der blandt andet været nedsat et nationalt rådgivende panel, ekspertgruppe, borgermøder og ældreforum.

De første meldinger om indholdet i en kommende ældrelov kom i starten af sidste uge og indholdet er siden kommet drypvis i nogle af landets store aviser. Senest er der indkaldt til et stormøde i Fredericia den 30. januar, hvor det forventes at det endelige udspil bliver fremlagt.

Indholdet i udspillet er stadig meget uklart, men indtil videre er indholdet i forslagene: færre og samlet tilsyn, udvidelse af det frie valg til også at gælde genoptræning og rehabilitering, selvstyrende teams, positivliste - lettere visitation til visse hjælpemidler, lokale plejehjem, bedre økonomiske forhold under sosu-uddannelserne samt en undersøgelse af muligheder for flere filippinere og indere til ældreplejen.

Når udkastet er blevet fremlagt af regeringen, skal det fremsættes i Folketinget, forhandles og vedtages i en endelig udgave inden initiativerne kan træde i kraft.

Selveje Danmark har især været meget opmærksom på udmeldingerne om tilsyn og lokale plejehjem. Senest er Selveje Danmarks direktør, Jon Krog blevet interviewet til Seniormonitor.

Læs interviewet - klik her.