Deltag i diplommoduler på ældreområdet

Du kan nå at tilmelde dig to forskellige diplomuddannelser, der er målrettet arbejdet i ældreplejen:

Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje - set i et dobbeltperspektiv
Sundhedsstyrelsen udbyder i samarbejde med Professionshøjskolen UCN et ekstra hold på denne diplomuddannelse i Odense. Modulet har til formål at styrke ledere og medarbejdere i ældreplejen til at arbejde mere systematisk med udadreagerende adfærd hos primært borgere med demens og dermed øge trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere.

Indhold
Uddannelsen klæder dig på til at analysere og vurdere de bagvedliggende årsager til udadreagerende adfærd og voldsomme episoder med henblik på at identificere og handle på mulige årsager til mistrivsel hos borgeren og utryghed hos personalet.

I løbet af uddannelsen beskæftiger du dig med følgende temaer:

  • Forebyggelse af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i et dobbeltperspektiv
  • Håndtering af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i et dobbeltperspektiv
  • Læring af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i et dobbeltperspektiv
  • Social- og neuropædagogiske metoder til at understøtte en helhedsorienteret og personcentreret tilgang
  • Faglig ledelse, der sikrer systematisk implementering af relevante indsatser, metoder og retningslinjer
  • Ledelse i forhold til gældende lovgivning om arbejdsmiljø og indgreb i selvbestemmelsesretten

Praktiske oplysninger
Diplommodulet er primært henvendt ledere, nøglepersoner, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentanter i ældreplejen.

Diplommodulet hører under den Sundhedsfaglige diplomuddannelse – retningen borgernær sundhed og har et omfang på 8 undervisningsdage (10 ECTS point), der gennemføres på deltid over enten foråret eller efteråret. Undervisningen er praksisnær og veksler mellem teoretiske oplæg, diskussioner og gruppearbejde. Forløbet afsluttes med en prøve.

Tilmeldingen er åben med opstart den 14. november 2024 og er gratis.

Læs mere – klik her

Faglig ledelse af kvalitet i en værdig ældrepleje
Sundhedsstyrelsen udbyder i samarbejde med Professionshøjskolen UCN nye hold på denne diplomuddannelse i Aarhus og København. Bliv klædt på til at lede forandringer, som styrker værdigheden i jeres ældrepleje, lær at forebygge omsorgstræthed og skab en åben læringskultur hos jer.

Indhold
I undervisningen kommer du til at arbejde med, hvordan man kan:

  • Skabe mening og større forståelse hos medarbejderne om vigtigheden af den personcentrerede omsorg for borgernes trivsel
  • Øge den daglig selvrefleksion på arbejdspladsen: Hvad kan man gøre for at sikre, at den enkelte borger føler sig værdigt behandlet?
  • Forebygge omsorgstræthed blandt medarbejdere
  • Skabe en åben læringskultur, hvor medarbejderne føler sig trygge ved at dele og drøfte gode og dårlige erfaringer
  • Arbejde med forbedringsmodellen ift. systematisk forandringsarbejde for større værdighed i ældreplejen

Praktiske oplysninger
Diplommodulet henvender sig især til ledere og nøglepersoner, der har ansvar for at udvikle medarbejdernes praksis eller implementere processer og arbejdsgange.

Der er tilmeldingsfrist 21. oktober 2024 (København) og 1. november 2024 (Aarhus). Der udbydes et hold i København med holdstart den 25. november 2024 og et hold i Aarhus med holdstart den 13. december 2024. Modulet er gratis.

Læs mere – klik her