Den selvejende sektor må ikke stå uden for døren


En plads er ikke bare en plads.
Og ejerformen bør ikke afgøre, hvem der kan være med til at skabe den.

Danmark mangler specialiserede botilbud til mennesker med komplekse behov, men udfordringen handler ikke kun om at skabe flere pladser. Det handler om at skabe de rigtige pladser – med den rette faglighed, dér hvor behovet er.

De selvejende organisationer er allerede en vigtig del af løsningen. De har gennem årtier opbygget specialiseret viden og stærke faglige miljøer.
Alligevel kan de stå med både et dokumenteret behov, den nødvendige faglighed og et bæredygtigt projekt – uden at kunne skaffe finansieringen til at realisere det.

Staten har afsat milliarder til at understøtte kommunernes etablering af nye botilbud. Men hvorfor skal adgangen til finansiering afhænge af, hvem der ejer tilbuddet?

Det skriver Selveje Danmark om i nedenstående debatindlæg, hvor vi peger på to konkrete løsninger:

  • Åbn den kommunale botilbudspulje for selvejende nonprofit-aktører.
  • Giv selvejende botilbud mulighed for statsgaranti efter en model inspireret af friplejeboligområdet.

Det handler ikke om særbehandling. Det handler om at sikre, at gode og nødvendige velfærdsprojekter ikke bremses af manglende adgang til kapital.

Behov, kvalitet og faglighed bør afgøre, hvilke tilbud vi bygger. Ikke ejerform.

---

Debatindlæg: Den selvejende sektor må ikke stå uden for døren
Indlægget er bragt den 8. oktober 2026 på NB Social.

Danmark står med en kapacitetsudfordring på det specialiserede socialområde. 

For nogle mennesker betyder manglen på det rette tilbud, at de må stå på en venteliste, bo i uegnede eller ulovlige tilbud, eller flytte langt væk fra de relationer og den hverdag, de kender.

Udfordringen handler imidlertid ikke alene om antallet af pladser. Det afgørende er, at der er tilstrækkelig kapacitet dér, hvor behovet er – og at de tilbud, der etableres, har den rette specialisering og faglighed til de mennesker, de er tiltænkt. Derfor er det både nødvendigt og rigtigt, at der politisk er kommet større fokus på at sikre de rette tilbud på det specialiserede socialområde.

Men den aktuelle debat om den kommunale botilbudspulje rejser et principielt spørgsmål: Når staten bruger sin finansielle styrke til at udvide botilbudskapaciteten, hvorfor skal mulighederne for at bidrage så afhænge af, hvilken ejerform tilbuddet har?

Staten har afsat et milliardbeløb til at understøtte kommunernes etablering af nye botilbud. Dermed har den anerkendt, at adgang til finansiering har betydning for, om den nødvendige kapacitet overhovedet bliver etableret. Den erkendelse bør række ud over den kommunale sektor.

En plads er ikke bare en plads
Kapacitetsudfordringen handler ikke kun om at skabe flere pladser, men om at skabe de rigtige pladser. En plads er ikke bare en plads. Det afgørende er, om den plads, der bliver etableret, faktisk matcher den målgruppe, hvor der mangler et relevant tilbud.

Ekspertudvalget på socialområdet har peget på et underudbud af pladser til borgere med særligt komplekse behov og anbefalet en styrket kapacitetsstyring og koordinering af etableringen af botilbudspladser til målgruppen. Udvalget peger samtidig på, at kommunerne ikke hver især kan opbygge tilbud, der dækker alle de forskellige og specialiserede behov, som borgerne har. Kommunerne er derfor afhængige af en bredere tilbudsvifte, hvor også andre aktører udvikler og driver tilbud.

Det afspejler sig også i kommunernes brug af højt specialiserede tilbud. VIVE viser, at kommunerne i høj grad er afhængige af andre driftsherrer, når de skal finde højt specialiserede pladser.

Det er netop her, de selvejende organisationer spiller en vigtig rolle. De driver i dag tilbud til borgere med komplekse og specialiserede behov og har gennem årtier opbygget stærke faglige miljøer omkring målgrupper, hvor det kræver særlig viden og erfaring at udvikle og drive de rette tilbud.

Men hvis den eksisterende faglighed skal omsættes til mere kapacitet, skal der også være mulighed for at investere i nye tilbud og udvide eksisterende – og her kan finansieringen imidlertid blive en udfordring for de selvejende organisationer.

Finansiering er også velfærdspolitik
De særlige krav til bygninger og indretning, som følger med nogle af de mest komplekse målgrupper, kan gøre finansieringen vanskeligere. Et specialiseret botilbud er ikke nødvendigvis attraktivt på det almindelige ejendomsmarked. Bygningen kan være indrettet til en specifik målgruppe og ligge et sted, hvor den alternative anvendelse er begrænset. Det kan påvirke ejendommens værdi og dermed også, hvor stor en del af byggeriet der kan belånes – og når belåningen ikke dækker hele investeringen, skal resten af finansieringen findes på anden vis.

Kommunen har mulighed for offentlig finansiering, mens en kommerciel virksomhed kan tilføre egenkapital fra ejere eller investorer. For den selvejende organisation kan det derimod være vanskeligt at finde den kapital, der skal til for at få finansieringen til at hænge sammen.

Det betyder, at et selvejende tilbud kan stå med et projekt, hvor behovet er dokumenteret, fagligheden er til stede, og driften er bæredygtig, men hvor finansieringen alligevel ikke kan hænge sammen.

Finansiering er derfor ikke kun et teknisk spørgsmål om lån og ejendomsværdi, men også et spørgsmål om, hvilke aktører der reelt har mulighed for at omsætte faglighed og dokumenterede behov til nye velfærdstilbud. Skal der etableres flere specialiserede botilbudspladser, må finansieringsmodellerne tage højde for de særlige vilkår, der gælder for de organisationer, som udvikler og driver dem.

Vi har allerede redskaberne
En mulighed er at åbne den eksisterende botilbudspulje, så selvejende nonprofit-aktører også kan få adgang til finansiering, når de etablerer den kapacitet, der er behov for. Men vi bør også se på et redskab, der kan anvendes bredere på tværs af den selvejende velfærdssektor.

På friplejeboligområdet findes allerede en model, hvor staten under bestemte betingelser kan stille garanti for finansieringen. Garantien reducerer långivers risiko og kan dermed gøre projekter finansierbare, som ellers ville have vanskeligt ved at opnå tilstrækkelig realkreditbelåning.

En tilsvarende mulighed bør etableres for selvejende botilbud og børne- og ungehjem, hvor der er et dokumenteret behov for flere eller nye typer tilbud.

En statsgaranti skal selvfølgelig ikke være en blankocheck. Der bør stilles klare krav til økonomisk bæredygtighed, kvalitet, dokumenteret behov og realiserbarhed. Organisationen skal reelt være nonprofit, og staten skal følge op på, om projekterne bliver gennemført. 

Garantien kan samtidig differentieres efter risiko og geografi og omfattes af et årligt loft.

Selvejet skal med, når fremtidens velfærd bygges
Bedre finansiering bør gå hånd i hånd med en mere langsigtet kapacitetsplanlægning, hvor selvejende organisationer inddrages i dialogen om, hvor behovene opstår, og hvilken kapacitet der skal udvikles. 

For i sidste ende bør det være behov, kvalitet og faglighed – ikke ejerform eller adgang til kapital – der afgør, hvilke tilbud der bliver etableret.

Derfor bør næste skridt være at udvide statens finansielle værktøjskasse, så nødvendige og bæredygtige selvejende velfærdsprojekter også kan få adgang til statsgaranti. 

Ikke for at give selvejet et fripas, men for at sikre, at en organisationsform, der har været med til at bygge det danske velfærdssamfund, også har mulighed for at bidrage, når fremtidens specialiserede velfærd skal bygges.

For at læse indlægget på NB Social – klik her.

©2026 selveje.dk All Rights Reserved