Der bliver afsat 850 millioner kroner til udsatte borgere

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om fordelingen af reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA-reserven). Der er midler til blandt andet hjemløse, mennesker udsat for vold, handicapområdet, øget sundhed i almene boligområder og adoptionsområdet.

Man er blevet enige om fordelingen af 850 mio. kr. på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Formålet med årets SSA-reserve er at tilgodese nogle af de grupper i velfærdssamfundet, som har de største udfordringer.

Der gives blandt andet penge til disse initiativer:

  • Omkring 100 mio. kr. til de allermest udsatte borgere, som lever på gaden og ofte har et misbrug og psykiske problemer. Der gives eksempelvis midler til sociale viceværter, der kan støtte mennesker i hjemløshed, der flytter i bolig.

  • Omkring 65 mio. kr. til voldsudsatte. Blandt andet til Lev Uden Vold og til ambulant behandling.

  • Knap 50 mio. kr. specifikt til sundhedsindsatser i almene boligområder, der skal bekæmpe ulighed i sundhed.

  • Omkring 70 mio. kr. til handicapområdet – blandt andet til servicehunde til personer med psykiske handicap og til en handlingsplan for uddannelse og beskæftigelse for mennesker med handicap

  • Omkring 23 mio. kr. til adoptionsområdet – blandt andet til en samlet drøftelse af både fortiden og fremtiden for international adoptionsformidling til Danmark samt til at styrke den hjælp, som adopterede kan modtage efter adoption.

SSA-reserven er en pulje, som Folketingets partier årligt udmønter for de næste fire år. Midlerne gives til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet mv., og ordførere fra alle partier er med i forhandlinger om, hvordan midlerne skal bruges.

Læs aftaletekst, økonomioversigt og puljekriterier – klik her

Ny model for grundfinansiering
Aftalepartierne fra sidste års fordeling af SSA-reserven aftalte på daværende tidspunkt, at der frem mod forhandlingerne i år (2024) skulle laves en ny model, der skulle sikre en mere stabil finansiering af civilsamfundet, som desuden indgår i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen. Den nye model for grundfinansiering til dette års SSA-forhandlinger blev udskudt, men nu har social- og boligministeren i stedet varslet forhandlinger om en ny model i foråret 2025.