Debatindlægget blev bragt på Socialmonitor den 20. maj 2026.

Når debatten om fremtidens velfærd tager form, bliver den alt for ofte indsnævret til et fokus på offentlige eller private løsninger. Dermed overses det tredje ben i den danske velfærdsmodel — de selvejende, non-profit organisationer.

I mere end 150 år har selvejende non-profit organisationer været med til at bygge den danske velfærdsmodel op. Mange af de tilbud, vi i dag tager for givet, blev i sin tid skabt af ildsjæle, civilsamfund og værdibårne organisationer, som så behov, som ingen andre løftede.

Men i dag oplever mange selvejende organisationer, at det er blevet markant vanskeligere både at etablere sig og udvikle nye tilbud. Særligt er manglende adgang til finansiering og ulige rammevilkår blevet en voksende udfordring.

Selvejende organisationer møder større barrierer
Selvejende organisationer møder i dag markant større barrierer for at etablere og udvikle tilbud end både kommunale og private aktører. Hvor private virksomheder ofte har lettere adgang til kapital og investorer, har selvejende organisationer langt vanskeligere ved at få adgang til lån og realkreditfinansiering — særligt uden for de største byer.

Det betyder, at mangfoldigheden i velfærden allerede i dag er under pres.

Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi gradvist et velfærdssystem med færre værdibårne, non-profit tilbud og en udvikling, hvor velfærden i højere grad bæres af enten kommunale eller kommercielle aktører. Det vil svække mangfoldigheden i tilbud, faglige tilgange og lokale løsninger — og dermed også mulighederne for at kommunerne i fremtiden kan finde det rigtige tilbud til det enkelte menneske.

Mangfoldighed styrker kvaliteten i velfærden
De selvejende organisationer har gennem generationer udviklet specialiserede tilbud, stærke faglige miljøer og lokale fællesskaber med fokus på det enkelte menneske.

Selvejende tilbud er ofte kendetegnet ved kontinuitet, lokal forankring og et blik for langsigtede løsninger. Et eventuelt overskud bliver i organisationen og bruges på udvikling af tilbud, medarbejdere og faglig kvalitet frem for at blive trukket ud til ejere eller investorer.

En kommende regering bør derfor i langt højere grad prioritere de selvejende, non-profit tilbuds muligheder for at etablere sig, udvikle sig og bidrage til velfærden. Ikke for at favorisere én aktørtype frem for en anden — men for at sikre reel mangfoldighed og kvalitet i velfærden.

Tre steder en kommende regering bør begynde
Hvis vi ønsker et velfærdssamfund, hvor der fortsat er plads til værdibårne, non-profit tilbud, kræver det politisk handling. Derfor bør en kommende regering tage fat på en række konkrete udfordringer, som i dag begrænser de selvejende organisationers muligheder.

1. Bedre adgang til finansiering
Staten bør forbedre finansieringsmulighederne for selvejende tilbud. Statsgarantier, som i dag primært gælder friplejeboliger, bør udvides til andre velfærdsområder, så de selvejende kan få adgang til en rimelig realkreditfinansiering.

I dag er manglende adgang til kapital en af de største barrierer for både etablering og udvikling. Selvejende organisationer kan ikke vokse, investere eller skabe nye tilbud, hvis de ikke har mulighed for at finansiere byggeri, modernisering eller drift på rimelige vilkår.

2. En tydelig selskabsform for selvejende organisationer
Der bør skabes en klar juridisk ramme for selvejende organisationer. I dag kender vi selskabsformer som A/S, ApS og fonde, men der findes ingen samlet lovgivning, som definerer og regulerer de selvejende organisationers særlige karakter og rolle.

Det skaber usikkerhed og betyder, at lovgivning ofte ikke tager højde for selvejende organisationers vilkår. Samtidig oplever mange nye initiativer at blive skubbet i retning af kommercielle virksomhedsformer, fordi de juridiske rammer for selvejende organisationer er uklare.

3. Regler og udbud, der understøtter non-profit velfærd
En kommende regering bør sikre, at regler og udbudsmodeller i højere grad understøtter værdibårne, non-profit tilbud. I dag favoriserer mange udbud store kommercielle aktører med kapital og administrative muskler, mens de mange mindre selvejende organisationer taber konkurrencen, da de slet ikke har de samme ressourcer.

Der bør derfor udvikles modeller, som i højere grad vægter kvalitet, civilsamfundsforankring, langsigtethed og social værdi – ikke kun pris. På den måde kan vi bevare mangfoldigheden i velfærden og sikre, at også værdibårne aktører fortsat har en plads.

Hvilken velfærd ønsker vi?
Diskussionen om selvejende organisationers vilkår handler i sidste ende ikke kun om organisationsform eller ejerskab. Den handler om, hvilken velfærd vi ønsker som samfund.

Ønsker vi et velfærdssamfund med plads til både offentlige, selvejende og private aktører — eller ønsker vi en udvikling, hvor mangfoldigheden gradvist forsvinder?

Hvis de selvejende organisationer presses ud, mister vi ikke bare aktører. Vi mister også faglige miljøer, lokale løsninger og forskellige måder at møde mennesker på.

Skal vi bevare den mangfoldighed, kræver det, at vi begynder at se de selvejende organisationer som en central del af fremtidens velfærd og ikke som en parentes i debatten.

For at læse indlægget på Socialmonitor – klik her.