Landsforeningen af Væresteder (LVS) har undersøgt, om man kan lave socialt digitalt arbejde. Undersøgelsen viser bl.a., at struktur og synlighed er afgørende for at digitale fællesskaber kan fungere.
I de seneste to år har LVS med støtte fra Villum Fonden og Velux Fonden undersøgt, om man kan lave socialt arbejde digitalt. Det har resulteret i publikationen: ”Digitalt socialt arbejde i praksis,” som baserer sig på data fra Det Digitale Værested.
Resultater
Undersøgelsen konkluderer, at der er et stort potentiale i digitalt socialt arbejde. Undersøgelsen viser bl.a., at Det Digitale Værested når ud til en gruppe af socialt udsatte mennesker, som ikke tidligere har benyttet sig af væresteder, eller som alternativt gør brug af Det Digitale Værested i perioder, hvor de på grund af livsomstændigheder ikke kan være en del af et fysisk værested.
Undersøgelsen viser, at for at skabe de bedste betingelser for at digitalt socialt arbejde kan lykkedes, er der en række byggesten, som kan være gode at anvende og være opmærksomme på, herunder det digitale rum og organiseringen af de digitale aktiviteter:
Det digitale rum
I digitalt socialt arbejde er det, ligesom i øvrigt socialt arbejde, vigtigt at overveje, hvordan det omgivende rummet er indrettet. Den digitale platform, der anvendes, skal opleves som tilgængelig og tryg for brugeren og indbyde til deltagelse.
Mange socialt udsatte oplever i forvejen at være ekskluderet fra den digitale dagsorden og mangle digitale kompetencer. Det er derfor centralt, at det digitale rum indrettes på en måde, hvor brugerne kan lykkedes og ikke føler sig yderligere ekskluderet. Derfor er Det Digitale Værested en Facebook gruppe, da det er den mest tilgængelige digitale platform for målgruppen.
Organiseringen af de digitale aktiviteter
For at kunne lykkes med at hjælpe brugerne til at skabe reelle forandringer i deres liv er struktur, tryghed og tydelighed helt centrale fokuspunkter.
- Struktur: En fast struktur, som er synlig for brugerne, er helt central for at lykkedes med at skabe forandringer. Fx skal det være nemt at gennemskue, hvordan man tilmelder sig og hvem det er sammen med.
- Synlighed: Strukturerne skal være synlige i hverdagen, så brugerne ved, hvor de kan orientere sig på platformen for at få de informationer, de mangler – det skal være lettilgængeligt.
- Gentagelser: Gentagelser skaber tryghed. Strukturen og indholdet i aktiviteterne må gerne indeholde mange gentagelser.
- Artefakter og fotos: Artefakter kan understøtte det digitalt sociale arbejde, da de bidrager til at understøtte og synliggøre fællesskabet imellem brugerne, selvom man ikke er en del af en fysisk gruppe