På en nye hjemmeside deler forskellige faggrupper nye metoder og redskaber til at forebygge konflikter, trusler og vold. Hjemmesiden hedder Metoder Mod Vold og er et resultat af en overenskomstaftale fra 2015 mellem KL, Dansk Socialrådgiverforening, FOA, SL, 3F og Sundhedskartellet.
Sitet er tænkt som et videns- og inspirationsværktøj til at håndtere og forebygge voldsomme hændelser i arbejdet med borgere med særlige problemstillinger. Hver metode bliver belyst gennem en arbejdsplads, som viser metoden i praksis og fortæller om, hvordan metoden blev indført. Det drejer sig om metoder som Trafiklys, Checklist, Marte Meo og Styrket Borgerkontakt.
Respekt og kontrol
Den røde tråd i anbefalingerne på hjemmesiden er, at jo mere den enkelte borger har kontrol over eget liv og oplever respekt og hjælp til egen mestring, desto mindre er risikoen for, at borgeren bliver frustreret og tyer til vold som udtryksform.
Psykolog Trine Uhrskov, som optræder med gode råd på hjemmesiden, og som er en af to fageksperter, der har medvirket i projektet, siger:
– Borgere, der har brugt vold, føler skyld og skam, og de oplever også, at de fagprofessionelle tager afstand fra dem. Det ødelægger den arbejdsalliance, der skal være mellem borgeren og den fagprofessionelle, og det udhuler derfor grundlæggende det faglige arbejde. Derfor er det i mindst lige så høj grad i borgerens interesse, at vi forebygger vold og trusler.
En vifte af metoder
Metoder Mod Vold præsenterer følgende metoder:
- LA2
- Feedback Informed Treatment
- Styrket Borgerkontakt
- Safewards
- Marte Meo
- Brøset Violence Checklist / Mestringsskema
- Trafiklys
- Low Arousal
- Alenearbejde i specialteam
- Beredskabsplan