Debatindlægget blev bragt i Altinget den 21. november 2025

Københavns Kommune har sammen med 28 sjællandske kommuner sendt behandlings- og specialundervisningsområdet i udbud. Processen fremstilles som et administrativt greb, der skal sikre kvalitet og økonomisk gennemsigtighed, bl.a. fordi ydelserne skal prissættes ensartet. 

I Selveje Danmark frygter vi, at konsekvenserne af det kommende udbud kan blive vidtrækkende. At vi ser ind i en massiv spareøvelse, der risikerer at svække kvaliteten, mangfoldigheden og udviklingen på hele det specialiserede skoleområde. 

Pris trumfer kvalitet
Udbuddet rammer nemlig ikke bare leverandørerne; det risikerer at blive på bekostning af den faglige kvalitet, der er helt afgørende for børn og unge, der har brug for et specialiseret skoletilbud.

I udbuddet vægtes kvalitet med 60 procent og pris med 40 procent – en vægtning, der, for os at se, fungerer mere som en formel balance end som et reelt udtryk for prioriteringen.

Modellen opdeler børnene i to priskategorier med tilhørende målgrupper: Kategori A for den brede gruppe af børn og kategori B for børn med de mest komplekse behov.

For begge kategorier er fastsat prisintervaller. Den laveste pris får automatisk topkarakter, mens den højeste pris får bundkarakter – uanset kvalitet. Det betyder, at selv små prisforskelle kan blive afgørende, også selvom de faglige forskelle mellem tilbuddene er langt større.

Kernen i vores kritik er, at udbuddet i praksis prioriterer pris højere end kvalitet.

Når det billigste tilbud automatisk står stærkere end det fagligt bedste, skaber man et marked, hvor specialiserede skoletilbud må skære i de ressourcer, der netop gør forskellen for børn med særlige og komplekse behov.  

De børn, der har mest brug for stabile relationer, højt specialiserede fagpersoner og individuelt tilrettelagte forløb, betaler den højeste pris, når fleksibilitet og variation blandt tilbuddene bliver mindre.

Det bliver et system, der presser fagligheden og skaber usikkerhed i stedet for kvalitet og udvikling.

Udbuddet skubber med andre ord området i retning af standardløsninger og kortsigtet økonomisk styring – båret af en logik, der ikke passer til opgaven. Og en logik, der samtidig undergraver de politiske intentioner bag de nye kvalitetsaftaler mellem kommuner og specialiserede skoletilbud.

Udbud undergraver kvalitetsaftaler

Udbuddet kolliderer direkte med den nye lovgivning om kvalitetsaftaler mellem kommuner og specialiserede skoletilbud.

Den politiske intention i lovgivningen er netop at skabe længerevarende samarbejder med fokus på kvalitet, stabilitet og udvikling. Kvalitetsaftalerne skal sikre, at børn, der har behov for behandlings- og specialundervisning ikke udsættes for kortsigtede økonomiske hensyn eller uforudsigelighed.

Når kommunerne alligevel vælger en udbudsmodel, hvor pris bliver styrende, undergraver det hele formålet med kvalitetsaftalerne: et mere tillidsbaseret og kvalitetsorienteret samarbejde, der skal understøtte børnenes mulighed for udvikling, trivsel og et trygt skoleliv.

Det er svært at se, hvordan man på den ene side kan tale om behovet for kvalitet og stærke, langsigtede samarbejder og på den anden side gennemføre et udbud, der skubber feltet i præcis den modsatte retning.

En logik, der ikke passer til opgaven

Udbudslogikken trækker behandlings- og specialundervisningen ind i et konkurrenceunivers, der slet ikke passer til opgaven. Her er kvalitet afhængig af stabilitet, kendte voksne og specialiserede indsatser, der bygger på mange års erfaring og faglig udvikling.

Den slags kan ikke genstartes hvert fjerde eller femte år uden tab af kvalitet.

Selvejende skoletilbud bidrager med den faglige tyngde, mangfoldighed og værdibaserede tilgang, som kvalitetsaftalerne blev skabt for at styrke. Når udbudsmodellen ikke anerkender disse styrker, sætter man et helt område under pres. Man risikerer, at veldrevne, specialiserede tilbud trækker sig, fordi den der kan gøre det billigst – ikke bedst – står med de bedste chancer for at vinde.

Vores opfordring til kommunerne
Vi står over for et voksende behov for specialiserede skoleindsatser. Derfor bør kommunerne bruge kræfterne på at udvikle modeller, der reelt understøtter kvalitet og faglighed – ikke på at presse prisen i bund og modarbejde de politiske intentioner bag kvalitetsaftalerne.

Kommunerne bør derfor trække udbuddet tilbage, og i stedet arbejde for løsninger, der flugter med den nationale retning, lovgivning på området og de politiske intentioner bag: faglighed og kvalitet før pris, stabilitet før kortsigtede besparelser og reelt samarbejde frem for standardiserede udbudsrunder.

Behandlings- og specialundervisning er ikke en hyldevare. Det er et ansvar over for nogle af landets mest sårbare børn og unge. Og det ansvar er ikke løst med modeller, der belønner det billigste bud.

For at læse artiklen i sin helhed – klik her.