Socialstyrelsen tilbyder i april tre gratis temamøder til socialpsykiatrien om faglig ledelse af en recovery-orienteret indsats. På temamøderne vil der være fokus på principper, faldgruber og dilemmaer i ledelsesopgaven.
Erfaringen viser, at det kræver vedvarende fokus at fremme en recovery-orienteret kultur, hvor der systematisk tages afsæt i borgerens håb, ønsker og drømme – og det stiller særlige krav til den faglige ledelse.
I januar udgav Socialstyrelsen en pjece med syv principper, som man kan lade sig guide af som faglig leder af en recovery-orienteret rehabiliterende indsats. Se pjecen - klik her
De syv principper er:
- Samarbejde med borgeren
- Tydelig faglig retning
- Nærværende ledelse
- Faglig refleksion
- Ledelsesinformation som fagligt værktøj
- Samarbejde om recovery
- Recovery-orienterede kompetencer
Med udgangspunkt i de syv principper gives der på temamøderne yderligere inspiration til ledelsesopgaven med dilemmaer, faldgruber, refleksionsspørgsmål og gode råd.
Praktiske oplysninger
Temamøderne er gratis og henvender sig særligt til faglige ledere i de socialpsykiatriske tilbud, men kan også inspirere faglige ledere fra andre dele af socialområdet.
Møderne har samme indhold og afholdes på følgende datoer:
- Torsdag den 15. april kl. 9-11.
- Mandag den 19. april kl. 13-15.
- Onsdag den 21. april kl. 9-11
Tilmeldingsfristen for alle tre møder er torsdag den 8. april 2021.