Debatindlægget blev bragt i Altinget den 14. januar 2026

Regeringen vil sende alle ikke-offentlige herbergspladser i udbud for at styre udgifterne på herbergsområdet og dæmpe væksten i antallet af pladser.

SKI – offentlige sektors indkøbsservice og -videncenter – skal stå for selve udbuddet, men det bliver formentlig kommunerne, organiseret i regionale kommunekontaktråd, KKR, der skal fastsætte, hvor mange pladser Danmark overhovedet skal have.

Men hvordan skal KKR kunne fastsætte kapaciteten, når ingen i dag kender det reelle behov? Når andre reformer allerede skubber flere mennesker ud i hjemløshed? Og når kommunerne ikke har økonomiske incitamenter til at sætte et realistisk behov?

Lovudkastet bygger på den forudsætning, at kommunerne kan og vil definere det nødvendige antal herbergspladser.

Det er et problem. For når beslutningsgrundlaget er usikkert, og incitamenterne peger den forkerte vej, risikerer vi at træffe beslutninger, der handler mere om budgetter end om menneskers rettigheder til hjælp, når de er i akut nød.

Ikke for mange herbergspladser 
Vive gennemfører hvert andet år en national hjemløsetælling. Det er det tætteste, vi kommer på et officielt tal, der kan sige noget om både antallet af mennesker i hjemløshed og behovet for herbergspladser.

Den seneste tælling fra 2024 viste 5.989 mennesker i hjemløshed i uge 6 – heraf boede 2.721 på herberg.

I marts samme år fandtes der i alt 3.029 herbergspladser. Kort efter blev dette tal reduceret, fordi flere pladser blev omlagt i forbindelse med udvidelsen af krisecenterområdet.

Et andet vigtigt tal er antallet af afvisninger på herberger. I 2023 var registreringen frivillig, og kun lidt over halvdelen af herbergerne indberettede data.

”I Selveje Danmark er vi bekymrede for, at kommunernes incitament til at fastsætte det reelle behov er meget lille.” siger Louise Dybdal, chefkonsulent, Selveje Danmark

Alligevel blev der rapporteret knap 11.400 afvisninger. Når man ser på begrundelserne, er det kun omkring 12 procent, der skyldes, at borgeren vurderes uden for målgruppen til paragraf 110.

Når man samler disse tal, tegner der sig et tydeligt billede: Der er intet, der tyder på overkapacitet.

Tværtimod viser både hjemløsetællingen og afvisningsdata, at mange mennesker i udsathed oplever, at der ikke er plads eller findes et relevant tilbud til dem.

Alligevel lægger lovudkastet op til at begrænse muligheden for at etablere og fastholde paragraf 110-pladser – på trods af et datagrundlag, der peger på det modsatte behov.

Hjemløse har ret til herberg 
Et afgørende element i Housing First-tilgangen er, at man kan skaffe billige boliger. Uden boliger kan ingen flytte videre, uanset hvor god indsatsen på herberget er.

Lovudkastet lægger op til at forlænge den periode, hvor kommunerne kan få refusion ved lange herbergsophold.

Det er en tydelig anerkendelse af, at paragraf 110-området i dag er presset af massiv boligmangel, som forlænger opholdene.

Samtidig står vi over for en kontanthjælpsreform, som allerede nu sender flere mennesker ud i hjemløshed. Det betyder, at behovet for herbergspladser kan stige i de kommende år.

I den situation giver det ingen mening at fastsætte et bestemt antal pladser, der skal i udbud, som om behovet var stabilt og kendt på forhånd.

”Hvis vi vil tage hjemløshed alvorligt, må kapaciteten på herbergspladser fastsættes på et oplyst, fagligt og nationalt grundlag.” siger Louise Dybdal

Mennesker i hjemløshed har en lovsikret ret til et herbergstilbud, støtte og hjælp. Fastfryser man kapaciteten, risikerer man i praksis at gøre denne rettighed illusorisk for dem, der står i akut nød.

Lovudkastet lægger op til, at kapaciteten skal fastsættes i regi af KKR, som består af borgmestre og kommunalpolitikere.

De repræsenterer kommunernes interesser og ikke nødvendigvis de hjemløses. I Selveje Danmark er vi derfor bekymrede for, at kommunernes incitament til at fastsætte det reelle behov er meget lille.

For jo højere kapacitet man fastsætter, desto større økonomiske forpligtelser pådrager kommunen sig.

Der er udgiften til selve herbergsopholdet, udgiften til eventuel behandling samt udgiften til efterfølgende at hjælpe borgeren ud i egen bolig.

Mange af de mennesker, der opholder sig på herberger, udskrives desuden til midlertidige botilbud efter paragraf 107, som kommunerne også skal finansiere.

Dertil kommer, at mennesker i hjemløshed ofte ender med at bosætte sig i den kommune, hvor de har opholdt sig på et herberg. Det er borgere med komplekse liv, der typisk vil have flere udgifter end skatteindtægter for kommunen.

Kommunernes mange kasketter 
At overlade kapacitetsfastsættelsen til KKR svarer derfor til at lade den, der skal betale regningen, bestemme størrelsen på den.

Det giver et forudsigeligt resultat: En kapacitet, der tager hensyn til kommunens budgetter – ikke til de mennesker, der akut har brug for hjælp.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi vil styre herbergsområdet, men hvem vi vil give magten til at definere behovet.

Når kommunerne både er betalere, planlæggere og politiske beslutningstagere, er risikoen åbenlys: At kapaciteten fastsættes ud fra økonomiske og lokale hensyn frem for viden om hjemløshedens omfang og karakter.

Hvis vi vil tage hjemløshed alvorligt, må kapaciteten på herbergspladser fastsættes på et oplyst, fagligt og nationalt grundlag.

Ellers risikerer vi, at et ønske om økonomisk kontrol ender med at begrænse adgangen til hjælp for mennesker i akut nød.

For at læse artiklen i sin helhed – klik her.