Debatindlægget blev bragt i Socialmonitor den 7. juni 2024.
Kommunerne må ikke modarbejde regeringens vision for velfærden
Socialområdet har i den seneste tid nærmet sig den helt store politiske scene.
Det skyldes både de omdiskuterede anbefalinger fra Tranæs-udvalget, som blev præsenteret i april, en ny, stor handicapaftale, der landede i begyndelsen af maj og nu både delaftale for det specialiserede socialområde og den endelige økonomiaftale mellem regeringen og KL. I processen har langt de fleste borgmestre peget på, at det vigtigste emne i forhandlingerne var netop det specialiserede socialområde, fordi de kunne konstatere, at udgiftspresset på området stiger.
I Dansk Erhverv, Selveje Danmark og LOS er vi overordnet set begejstrede for, at det sociale område for en stund har fået en plads i solen. I alle tre organisationer er vi nemlig dybt optagede af at være med til at sikre, at vi har et stærkt velfærdssamfund, som tager hånd om de mennesker, der har det sværest i vores samfund. Det er det, vores respektive medlemmer er sat i verden for.
Vi ser i den forbindelse positivt på, at man i den store handicapaftale har fokuseret på at øge den økonomiske gennemsigtighed på tværs af den sociale sektor. Det er nemlig med til at sikre et ligeværdigt samspil mellem de offentlige og ikke-offentlige aktører – helt i tråd med regeringsgrundlaget fra 2022, hvor der blev lagt op til en frisættelse af velfærden med fokus på at »styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, hvor der sikres en større ligestilling og konkurrence mellem leverandører, bedre mulighed for privat medfinansiering, og hvor egentlige partnerskaber kan åbne nye muligheder,« som det lød.
På trods af de gode takter, ser vi meget bekymret på de aktuelle aftaler om kommunernes økonomi og det separate aftalespor i handicapaftalen mellem KL og regeringen. Begge dele bygger nemlig på Tranæs-udvalgets endelige rapport, hvor det helt overordnede fokus er på mere kommunalisering – blandt andet i form af udbygning af kommunernes kapacitet på den mest specialiserede del af området.
Kommunernes behov for at adressere de stigende udgifter til det specialiserede socialområde er naturligvis berettiget, men vi er bange for, at man går på kompromis med både faglighed, specialisering og kvalitet i forsøget på at dæmme op for udgifterne.
Bekymring for kunstigt billige aftaler mellem kommuner
Et af Tranæs-udvalgets forslag er, at kommunerne bør samle sig i kommunekontaktråd (KKR) for at aftale og koordinere botilbudspladser. For de uindviede, så er KKR en del af KL’s politiske organisation og er et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne om retning og opgaver.
Aktuelt ser vi, at den idé er ved at blive til virkelighed på Sjælland, hvor de 17 kommuner i Region Sjælland varsler med et samarbejde om at nedbringe udgifterne til socialområdet. Udspillet fra styregruppen kredser især om, at kommunerne i højere grad skal kunne gå sammen og etablere botilbud samtidig med, at de sammen hæfter for det potentielle underskud.
Selvfølgelig skal kommunerne kunne koordinere på et overordnet plan. Alt andet ville være tosset. Men vi er bekymrede for, at etablering af botilbud i regi af KKR mellem kommunerne vil betyde, at visitationen først og fremmest skal kigge på de kommunale tilbud, før de kigger på, hvad der er det rette match til borgeren.
Hvis kommunerne derved kan aftale mellemkommunale priser på botilbud og koordinere brug af fælles botilbud, så vil det betyde, at vi ikke længere vil have et mangfoldigt tilbudslandskab med højt specialiserede tilbud, som kan tilbyde den rette hjælp og behandling til borgerne.
Ikke alene vil det udvande det mangfoldige tilbudslandskab, men det vil også stride kraftigt mod regeringsgrundlaget fra 2022, som vi citerede fra tidligere.
Regeringsgrundlaget lægger op til et langt stærkere og tættere samarbejde mellem kommunen og leverandørerne, så borgerne kan få den bedst mulige velfærd uanset ejerskabsform på et velfærdstilbud. Men hvis kommunerne i regi af KKR kan indgå kunstigt billige aftaler med hinanden uden blik for, hvad der er bedst for borgeren, så gives der afkald på en individuel og konkret vurdering af borgernes behov.
Derudover lægges der i udspillet op til, at kommunerne skal hæfte solidarisk for underskud på ’fællestilbuddene’. Det kan betyde, at kommunerne ikke alene skal have styr på deres egen økonomi, men nu også prioritere, at en anden kommunes økonomi er i orden. Det kan resultere i, at borgeren og det rette match med et tilbud ender i tredje og sidste række. Det er selv sagt bekymrende.
Det individuelle match er altid vigtigst
Hvis medarbejdere i visitationen får lagt mellemkommunale bånd på sig og får at vide fra politisk hold, at nu skal de prioritere egne kommunale botilbud, og kommunale tilbud i KKR-området, så vil kommunal styring og økonomi igen blive gjort langt vigtigere end det rette tilbud til borgeren.
Derfor er det vores anbefaling, at vi fortsat arbejder i retningen af en botilbudskapacitet, som er præget af fair og lige vilkår uanset ejerskabsform, hvor vi vurderer tilbud ud fra kvalitet, effekt og pris, og holder fast i, at borgerne fortjener en konkret og individuel vurdering for at afgøre, hvad der er bedst for netop den person.