Ledere og medarbejdere på plejehjem arbejder faktisk for de ældre. De fortjener anerkendelse

Ledere og medarbejdere på de selvejende plejehjem har gennem hele coronakrisen udført et kæmpe arbejde med at holde smitten ude, holde de ældre raske og sikre, at der på plejehjemmene i Danmark har været rum til både snak, samvær og hyggelige stunder.

Det har de nok i virkeligheden gjort på alle landets plejehjem – kommunale, såvel som selvejende.

Og ja, det er selvfølgelig voldsomt, når man har skullet lukke ned for gæster og pårørende, men det er sket for at beskytte de ældre – intet andet. Når jeg i dag taler med forstandere på en række af de selvejende plejehjem, fortæller de om det, de oplever indefra, om ældre, der fuldt ud forstår behovet for isolation, for de ældre ved godt selv, at de er blandt de mest udsatte, om tid til snak, om demente, der sover roligere og går ned i medicin, om masser af engagement blandt medarbejdere – medarbejdere, der i vid udstrækning har selvisoleret sig for at kunne passe de ældre, og om det laveste sygefravær nogensinde.

Netop derfor er der også blandt både ledere og personale på de plejehjem en stor frustration over dem, der igen og igen prøver at tegne et helt andet billede. Selvfølgelig er der ældre, der savner deres pårørende, det er klart, selvfølgelig er der pårørende, der savner deres far eller mor på plejehjemmet, og der har også været eksempler på plejehjem, der måske har fortolket de retningslinjer, der har været udmeldt, for restriktivt. Men set indefra er det heldigvis undtagelsen.

Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle skrive dette debatindlæg, for jeg ved, at jeg gør mig sårbar i forhold til både det organisatoriske modsvar, jeg vil kunne blive mødt med af dem, der ønsker at tegne et ensidigt billede af ensomhed og isolation, og fra dem, der faktisk har oplevet ældre, der vitterligt savner pårørende. Men jeg synes bare også, at vi skylder alle de ledere og ansatte, der gennem hele perioden har kæmpet for de ældre, at se sagen fra deres perspektiv og anerkende den indsats.

For de har ikke gjort det for deres egen skyld eller for at genere nogen, men alene af hensyn til den gruppe af mennesker i samfundet, som er allermest sårbar, hvis de smittes med corona – nemlig de ældre og ofte demente beboere på vores plejehjem.

Og den anerkendelse synes jeg faktisk, at ledere og medarbejdere fortjener.