Lovforslag truer kommuners brug af tilbud i andre kommuner

En enkelt sætning i et bilag til den politiske aftale om udligningsreformen kan få stor betydning for kommunernes incitament til at anvende velfærdstilbud uden for kommunegrænsen, det gælder både, andre kommunale tilbud, de selvejende botilbud, døgntilbud, plejehjem med mere. Det handler om, at en langt større del af udligningen gives til bopælskommunen, fremfor betalingskommunen og det slår jo igennem, når en borger visiteres til et tilbud i en anden kommune.

De partier der, uden om regeringen, støtter udligningsreformen, har ifølge eget udsagn ikke haft intention om at indføre ændringen eller viden om dens konsekvenser, men da teksten nu indgår i det samlede lovforslag om udligning, er der ikke vilje til at ændre i den samlede tekst. Social- og indenrigsministeren har, siden bl.a. Selveje Danmark bragte sagen op, lavet en mindre justering af lovforslaget, men ændringen løser ikke problemet.

Teknisk ændring med uoverskuelige konsekvenser

Konkret indfører lovforslaget (L196) som nævnt en omlægning af opgørelsen af befolkningstallet i en kommune fra det, der hedder betalingskommunefolketallet til bopælskommunefolketallet. Hvor man siden 1984 har kompenseret den kommune, som har betalingsforpligtelsen for en borgers ophold i et tilbud (fx plejehjem eller botilbud) uden for kommunen via udligning. Så vender lovforslaget nu det forhold på hovedet, så det er borgerens nye opholdskommune, der modtager størstedelen af udligningen, mens betalingskommunen, trods sin fortsatte betalingsforpligtelse, kun modtager en meget begrænset udligning.

Radikal ændring af incitamentsstruktur

Der skal ikke meget hovedregning til at se, at ændringen vil give kommunerne et markant øget incitament til ikke at visitere borgerne ud over egen kommunegrænse. Nedenstående er et par eksempler på, hvad ændringen vil betyde i kroner og øre for kommunerne for henholdsvis en enlige 85-årig dement person, en enlig voksen med handicap, som er førtidspensionist, og et udviklingshæmmet barn.

Enlig 85-årige dement person

Beregningen viser en difference ml. nuværende udligningsregler og de kommende regler på +158.337 kr. for opholdskommunen og -163.340 kr. årligt for betalingskommunen.

Udviklingshæmmet barn

+159.931 kr. for opholdskommunen og -141.680 kr. årligt for betalingskommunen.

En enlig voksen med handicap, som er førtidspensionist

+73.888 kr. for opholdskommunen og -41.645 kr. årligt for betalingskommunen

Selveje Danmark er meget bekymret

Selveje Danmark er naturligvis meget bekymret for de konsekvenser, som lovforslaget vil have for kommunernes brug af tilbud udenfor kommunegrænsen. Selveje Danmark vil derfor fortsat lægge pres på at ændringen bliver skudt til hjørne, indtil der er lavet en fuldstændig analyse af konsekvenserne.