Regeringen har fremsat et lovforslag (L 27), som vil betyde, at visse sundhedsudgifter fremover skal inkluderes i taksten for sociale tilbud. Det drejer sig om udgifter til sundhedsfaglig behandling, som ydes som led i selve opholdet på tilbud. Det kunne for eksempel være udgifter til medicinhåndtering. Forslaget er på sin vis fornuftigt, men gør det også endnu dyrere for en kommune at anvende tilbud uden for egen kommunegrænse.
Lovforslag vil aflaste kommuner for sundhedsudgifter til borgere fra andre kommuner
I dag er det sådan, at når et tilbud efter serviceloven har udgifter til sundhedsfaglig behandling, der ydes som led i opholdet på tilbud, må udgifterne ikke indgå i tilbuddets takst. I stedet er det som hovedregel den kommune, hvor tilbuddet er beliggende, der skal afholde udgifterne til den pågældende sundhedsbehandling. Det betyder, at den kommune, hvor tilbuddet er beliggende, belastes økonomisk for sundhedsudgifter til de borgere, der måtte komme fra andre kommuner, men som har ophold på det pågældende tilbud.
Derfor vil regeringen med lovforslaget skabe hjemmel til, at der kan indregnes sundhedsudgifter i tilbuddets takster, hvis der ydes sundhedsfaglig behandling som led i opholdet. Det betyder, at sundhedsudgifterne skal inkluderes i taksten for det sociale tilbud, så det bliver borgerens handlekommune, der betaler for de nævnte sundhedsudgifter, også selvom borgeren har ophold på et tilbud i en anden kommune.
Lovforslaget vil gøre det dyrere at anvende tilbud uden for egen kommune
Det er på sin vis fornuftigt nok, at den kommune, som har placeret en borger i et tilbud i en anden kommune, også betaler for de udgifter, der knytter sig til borgeren.
Når Selveje Danmark alligevel har en vis bekymring i forhold til lovforslaget, så skyldes det, at forslaget slutter sig til en række af love, der gør det dyrere, for en kommune at anvende et specialiseret tilbud uden for egen kommunegrænse.
Sidste års udligningsreform er det klareste eksempel på, hvordan de økonomiske incitamenter forskydes, så kommunerne får øgede økonomiske incitamenter til at anvende egne tilbud frem for specialiserede tilbud uden for egen kommunegrænse. Det er stærkt uhensigtsmæssigt, da borgeren dermed risikerer ikke at få det fagligt rette tilbud, ligesom de selvejende organisationer risikerer at miste deres levebrød, da de grundet deres høje specialisering typisk optager borgere fra en lang række kommuner.
Regeringen er på slingrekurs med lovforslaget
Social- og ældreministeren begrunder blandt andet sit forslag på følgende måde:
”De gældende regler om takstfinansiering i serviceloven kan derfor efter og Social- og Ældreministeriets opfattelse udgøre en barriere for, at en kommune opretter specialiserede tilbud, hvis kommunen ikke kan anvende alle pladserne til egne borgere. Dette kan efter ministeriets opfattelse medføre den uhensigtsmæssige konsekvens, at kommuner, der opretter et specialiseret tilbud efter serviceloven inden for kommunegrænsen, belastes uforholdsmæssigt økonomisk i form af at have betalingsforpligtelsen for sundhedsydelser for borgere, der er visiteret til tilbuddet af en anden kommune.” s. 5
Regeringen anerkender med andre ord, at udgifter, der knytter sig til borgere, som krydser kommunegrænser i forbindelse med et ophold på et socialt tilbud, har betydning for, hvorvidt der bliver oprettet specialiserede tilbud inden for kommunegrænsen eller ej. Økonomiske incitamenter betyder altså noget i forhold til at sikre oprettelsen (og vel dermed også driften) af specialiserede tilbud.
Det er påfaldende, at regeringen på den ene side anerkender, at økonomiske incitamenter har en betydning for oprettelse og drift af specialiserede tilbud - nemlig i forhold til sundhedsudgifter. Mens regeringen på den anden side mener, at økonomiske incitamenter i relation til udligning på typisk 150.000 kr. – 200.000 kr. pr. borger pr år(!) ikke har nogen betydning, hvorfor regeringen ikke vil genåbne udligningsreformen.
Selveje Danmark synes, regeringen bør svare på, hvordan regeringen på den ene side kan mene, at økonomiske incitamenter på den ene side har betydning i forhold til oprettelsen og anvendelsen af specialiserede tilbud (nemlig i forhold til sundhedsudgifter), og på den anden siden kan hævde, at de betydelige økonomiske incitamenter i udligningssystemet ikke har betydning for det specialiserede socialområde.