Man kan godt tale om kapacitetsmangel, men det giver kun mening, hvis vi samtidig taler om, hvilken kapacitet vi mangler. Ellers risikerer vi at overse det mest centrale: At mennesker ikke bare har brug for en botilbudsplads, men for det rigtige botilbud. Det skriver Selveje Danmark og Sofiefonden i et fælles debatindlæg.
Artiklen blev bragt i Socialmonitor d. 4. juni 2025.
Ekspertudvalget på socialområdet har fremlagt, at en af de væsentligste årsager til de stigende udgifter på det specialiserede socialområde er manglende kapacitet – særligt for borgere med komplekse behov og udadreagerende adfærd. Udvalget peger med andre ord på et underudbud af botilbudspladser og anbefaler en styrket offentlig kapacitetsstyring.
Men hvad mener udvalget egentlig, når de taler om underudbud?
Hvis konklusionen bygger på, at det er svært at finde botilbudspladser til nogle borgere, følger det så, at der mangler tilbud i antal – eller snarere, at de tilbud, der findes, ikke har den nødvendige kvalitet og specialisering til at matche målgruppens behov?
Man kan godt tale om kapacitetsmangel, men det giver kun mening, hvis vi samtidig taler om, hvilken kapacitet vi mangler. Ellers risikerer vi at overse det mest centrale: At mennesker ikke bare har brug for en botilbudsplads, men for det rigtige botilbud.
Hvem er »de særligt dyre enkeltsager«?
Når vi taler om »de særligt dyre enkeltsager« – hvem er det så egentlig, vi taler om?
Betegnelsen er blevet central i både ekspertudvalgets analyser og i drøftelserne om de stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Her henvises der til en gruppe borgere, hvis sociale støttebehov koster kommunerne over to millioner kroner årligt.
Kommunerne har ofte kendt dem længe. De har tidligere været anbragt, haft kontakt med PPR-systemet, specialskoler eller været omfattet af andre sociale foranstaltninger.
Analyser fra Sofiefonden og Komponent viser, at 65 procent af disse borgere har udadreagerende eller selvskadende adfærd, og at gruppen er vokset med 500 procent siden 2010. Samtidig viser analyserne, at halvdelen har skiftet botilbud, og at mange har boet på tre til fire botilbud indenfor fem år.
En ny praksisdækning fra Metodecentret viser desuden, at disse borgere overvejende er unge voksne mænd med betydelige og sammensatte støttebehov. De har typisk kognitive funktionsnedsættelser kombineret med sansemæssige vanskeligheder og vanskeligheder med følelsesregulering. De har brug for tæt støtte, forudsigelighed og en særlig pædagogisk tilgang, der kræver høj specialiseret faglighed.
Det handler ikke bare om antal – men om indhold
Når disse borgere ender i meget dyre og intensive forløb, er det altså ikke nødvendigvis et tegn på en pludselig opstået udfordring, men snarere et tegn på, at det ikke er lykkedes at sætte ind med tilstrækkelig, koordineret og kvalificeret indsats tidligere i deres liv.
For disse borgere handler det ikke blot om, at der er en plads ledig – men om, at de tilbud, de bliver visiteret til, har den nødvendige specialisering og de rette kompetencer.
Det vidner om, at vi ser ind i en langt mere kompleks (kvalitets-)udfordring, som ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om underudbud af pladser.
Rette tilbud kræver rette vurderinger
Hvordan angriber man så bedst kvalitetsudfordringen? For os at se handler det om to ting:
For det første at der bliver sat tidligt og målrettet ind – at vi formår at opspore og støtte mennesker så tidligt som muligt – før højtspecialiserede indsatser bliver nødvendige.
For det andet at der findes de rette tilbud, når behovet opstår – med specialiseret viden, virkningsfulde metoder og personaleressourcer, der matcher borgernes behov.
Her rummer en kommende specialeplan et vigtigt potentiale: At skabe overblik over, hvor den højtspecialiserede viden findes og sikre en fagligt funderet fordeling af opgaver og tilbud. Samtidig er der et stort potentiale ved systematisk inddragelse af de mange botilbud, der allerede har de rette socialfaglige kompetencer.
Men kvalitet handler ikke kun om tilbuddenes indhold – den begynder allerede i sagsbehandlingen.
Det kræver medarbejdere med de rette kompetencer, som har tid til at forstå borgerens samlede (livs-)situation og mulighed for at arbejde systematisk og tværfagligt.
En kommende specialeplan kan blive en afgørende løftestang, men kun hvis den ledsages af politisk vilje til at styrke kvaliteten i hele kæden: Fra tidlig opsporing og myndighedsarbejde til de mest specialiserede indsatser.
Vi bidrager meget gerne til det arbejde. Det skylder vi de mennesker, det handler om.
Læs artiklen i sin helhed – klik her.