I en ny analyse kaster Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed lys over andelen af voksne i psykiatrien, der modtager sociale indsatser i kommunen, ligesom de ser på, hvilke voksne modtagere af kommunale sociale indsatser, der er i kontakt med psykiatrien.
Mange mennesker har behov for både psykiatrisk behandling og sociale indsatser og støtte i deres hverdag. Det er regionerne, der har ansvaret for den psykiatriske behandling, mens kommunerne har ansvaret for, at borgere med behov modtager sociale indsatser. Der er dog ikke et overblik over, hvor mange der modtager indsatser både i regionen og kommunen, og hvordan deres kontaktmønstre i psykiatrien ser ud. Det er derfor relevant at sætte fokus på overlappet mellem psykiatrien og sociale indsatser som botilbud, socialpædagogisk støtte i eget hjem m.m.
Undersøgelsens hovedresultater:
- Hver 5. voksne med kontakt til psykiatrien modtager også kommunale sociale indsatser som socialpædagogisk støtte i eget hjem, bor på botilbud osv. Det dækker dog over stor variation på tværs af landet.
- Andelen af voksne, der modtager sociale indsatser, og som samtidig er i kontakt med psykiatrien, er 30 pct. på landsplan. Der er dog variation på regionsniveau samt endnu større variation på kommune- og sundhedsklyngeniveau.
- På landsplan er det knap 6 ud af 1.000 voksne, der både er i kontakt med psykiatrien og modtager kommunale sociale indsatser – i analysen kaldes det overlapsgruppen. Skizofrenidiagnoser er overrepræsenteret i overlapsgruppen i den forstand, at omkring 40 pct. af voksne, der både modtager sociale indsatser og er i kontakt med psykiatrien, er i kontakt med psykiatrien med en skizofrenidiagnose, mens det er 18 pct. blandt alle voksne i psykiatrien. Der er noget variation på tværs af landet.
- 52% i overlapsgruppen modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem. Også i forhold til hvor meget de sociale indsatser fylder i overlapsgruppen varierer det på tværs af landet.
- Overlapsgruppens aktivitetsmønstre i psykiatrien har generelt mere aktivitet i psykiatrien end de øvrige patienter. Fx varierer andelen af de psykiatriske indlæggelser i overlapsgruppen, der efterfølges af en akut genindlæggelse på sundhedsklyngeniveau, fra knap 17 pct. i sundhedsklyngen med den laveste genindlæggelsesprocent til næsten 43 pct. i sundhedsklyngen med den højeste.