Rigsrevisionen har offentliggjort en ny beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet samt om Social- og Boligministeriets indsats for at få kommunerne til at følge lovens krav i sagsbehandlingen. 

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om kommunerne og ministeriet har sikret, at lovkravene til sagsbehandling ved anbringelse af børn bliver fulgt. 

Den overordnede konklusion er desværre, at kommunernes sagsbehandling er kritisabel, og at Social- og Boligministeriets indsats for at få kommunerne til at følge lovens krav, når børn anbringes, er meget utilfredsstillende. 

Kommunerne efterlever ofte ikke lovens krav til sagsbehandlingen ved anbringelse af børn
Rigsrevisionen har undersøgt kommunernes efterlevelse af fem centrale lovkrav til sagsbehandlingen i anbringelsessager:

• Screening, når der vurderes behov
• Rettidig børnefaglig undersøgelse
• Rettidig udarbejdelse af barnets plan
• Samtale med barnet i forbindelse med opfølgning umiddelbart efter anbringelsens start
• Samtaler med barnet i forbindelse med tilsyn med barnets ophold 

Undersøgelsen viser, at Rigsrevisionen i 69 procent af de gennemgåede sager har konstateret lovbrug i mindst ét af de fem lovkrav til sagsbehandlingen. Det har fået Statsrevisorerne til at udtale det næsthøjeste niveau af kritik.

Social- og Boligministeriet har ikke i tilstrækkelig grad arbejdet målrettet med at understøtte, at kommunerne efterlever lovkravene til sagsbehandling ved anbringelse af børn
Rigsrevisionen vurderer, at Social- og Boligministeriets indsats for at få kommunerne til at følge lovens krav, når børn anbringes, er meget utilfredsstillende.

Selvom ministeriet over en årrække har implementeret flere initiativer for at forbedre kommunernes efterlevelse af lovkravene, er effekten indtil videre udeblevet.

Rigsrevisionen peger bl.a. på, at ministeriet fremadrettet bør:

• Undersøge årsagerne til, at kommunerne fortsat ikke overholder loven
• Målrette de initiativer, som ministeriet sætter i værk for at understøtte kommunernes sagsbehandling
• Sikre viden om, hvorvidt egne initiativer bidrager til at løse problemerne

Konsekvensen er, at kommunerne risikerer at træffe afgørelser om anbringelser på et mangelfuldt grundlag, eller at sagsbehandlingen trækker ud. Det kan bl.a. betyde forsinkede eller forkerte visitationsbeslutninger, som fører til unødvendig ventetid, ustabile forløb og mere indgribende indsatser senere i barnets eller den unges liv.

For at læse beretningen i sin fulde længde – klik her.