Ny hjemmeside skal lære børn og unge med handicap om sund seksualitet og grænser 

Børn og unge med handicap er i betydeligt større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb end deres jævnaldrende uden handicap. I samarbejde med Socialstyrelsen har Socialt Udviklingscenter udviklet en hjemmeside, der kan lære børn og unge med handicap om sund seksualitet, og hvordan man respekterer sine egne og andres grænser.

På hjemmesiden kan børn og unge med handicap på en lettilgængelig måde lære om sund seksualitet og hvordan man kan sige til og fra og forstå fx andres kropssprog. Det forklares også, hvor man kan få hjælp, hvis man har været udsat for et overgreb.

Hjemmesiden præsenterer indholdet i et letforståeligt sprog og med enkle illustrationer, der understøtter teksten. Navigationen er holdt så simpel som muligt for at gøre det nemt at finde de emner, man gerne vil vide noget om – fra pubertet, lyst og kærester til deling af nøgenbilleder og følgevirkninger af overgreb.

Det nye site er især tænkt til fagpersoner og pårørende, der er i kontakt med børn og unge med handicap, og som kan støtte barnet eller den unge i at bruge hjemmesiden.

Se den nye hjemmeside – klik her.