Ny kortlægning: Indsatser til pårørende på socialområdet har varierende effekt

Hvordan kan man støtte pårørende til mennesker, der har et handicap, er psykisk sårbare eller står i en socialt udsat position? En ny kortlægning fra VIVE viser, at sociale indsatser til pårørende spænder vidt fra velafprøvede indsatser til udokumenterede tilbud. Desuden peger kortlægningen på, at forståelsen af, hvem der er pårørende bør udvides. 

Selvom pårørende længe har været på den politiske dagsorden, savnes der imidlertid indsigt i, hvad der kendetegner sociale indsatser til voksne, der er pårørende til et andet voksent menneske. Socialstyrelsen har derfor bedt VIVE om afdække viden på området med særligt fokus på pårørende til mennesker med handicap, en psykisk sårbarhed, eller som er socialt udsat. Rapporten indkredser også selve pårørendebegrebet. 

Overordnede resultater
Praksisafdækningen viser, at organisationer og aktører på tværs af målgrupperne handicap, psykisk sårbarhed og social udsathed er enige om, at det er vigtigt at inddrage og støtte pårørende. Men der er stor forskel på deres erfaringer samt kompetencer og ressourcer til at støtte og samarbejde med pårørende.

På handicapområdet tegner praksisafdækningen et billede af et pårørendefelt, der er relativt godt organiseret, og socialpsykiatrien har årtiers erfaring med at inddrage pårørende i for eksempel behandling af mennesker med psykiske lidelser.

I forhold til socialt udsatte, fx mennesker i hjemløshed, oplever fagpersoner og eksperter, at det er langt sværere at finde pårørende at arbejde med, og nogle oplever det heller ikke som relevant. Rapporten peger i den forbindelse på, at forståelsen af, hvem de pårørende er, kan udvides til også at omfatte netværk og fællesskaber i bredere og mere dynamisk forstand.

Se rapporten – klik her.