Regeringen, LA, K og RV har indgået en aftale om udmøntningen af fire initiativer i rammeaftalen på handicapområdet. I Selveje Danmark er vi positive over, at initiativet om beløbsgrænsen er landet et bedre sted end udgangspunktet. Dog ser vi også udfordringer ift. initiativet om effektivisering af socialtilsynet.
Herunder har vi opsamlet helt kort om initiativerne, og nederst uddybet Selveje Danmarks position.
Beløbsgrænse på alternative tilbud
I dag har borgere visiteret til botilbud eller botilbudslignende tilbud ret til frit at vælge et alternativt tilbud i en anden kommune, end det kommunen har visiteret til. Tilbuddet, som borgeren vælger, må dog ifølge Ankestyrelsen dog ikke være ”væsentligt dyrere” (20-25 procent dyrere).
Nu bliver reglerne ændret, så det frie valg for borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne fremadrettet kun omfatter tilbud, hvor udgiften for kommunen ikke er mere end 10 pct. dyrere.
Beløbsgrænsen på 10 procent indføres fra lovens ikrafttræden til udgangen af 2027, hvor beløbsgrænsen bortfalder (solnedgangsklausul). Herefter gælder de nuværende regler.
Parallelt oprettes der en kontrolenhed, som i konkrete tilfælde kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud på socialområdet, hvor borgeren har ønsket at gøre brug af sin ret til frit at vælge et tilsvarende privat tilbud, og ønsket afvises.
Aftalepartierne er enige om, at partierne som led i indførelsen af en ny takstmodel vil sænke beløbsgrænsen til 0 procent, og at udgangspunktet er, at en ny takstmodel aftales, inden beløbsgrænsen på 10 procent bortfalder. Dette skal ses i sammenhæng med det aftalte arbejde om en ny takstmodel.
Selveje Danmark har deltaget i en række arbejdsgruppemøder i Socialministeriet med fokus på en ny tastmodel. Det er forventningen, at aftalepartierne præsenteres for en model lige inden sommerferien.
Effektivisering af socialtilsynet
Socialtilsynet skal have en mere risikobaseret tilgang til det at føre tilsyn. Det betyder bl.a., at kravet om et fast årligt tilsyn i alle tilbud bliver fjernet, og socialtilsynene i stedet skal have større fokus på de tilbud, hvor der er problemer. Alle tilbud skal dog have tilsynsbesøg mindst hvert tredje år, og plejefamilier skal have tilsynsbesøg mindst hvert andet år.
Kvalitetsmodellen skæres ned fra i dag 7 temaer til 5 temaer med i alt 9 kvalitetskriterier. Indikatorerne fjernes fra modellen, så tilbud fremover skal vurderes på de 9 kriterier frem for op til 32 indikatorer i dag. Kvaliteten skal fremover måles i en binær score (opfyldt/ikke-opfyldt).
Derudover er det besluttet, at der igangsættes et arbejde, der skal undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud herunder, hvordan eksisterende regler om karens, økonomisk tilsyn og krav til faglige, økonomiske og organisatoriske kompetencer hos ledere og ejere kan skærpes. Ligesom der skal undersøges mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af ikke-godkendte tilbud.
For at sikre ensartethed og kvalitet i socialtilsynenes opgaveløsning, skal det præciseres i loven, at socialtilsynene har ansvar for at koordinere deres praksis og sikre ensartethed på tværs. Der skal bl.a. udarbejdes en vejledning om socialtilsynets økonomiske tilsyn inden udgangen af 2025. Det er noget vi i Selveje Danmark længe har presset på for.
Du kan læse mere om effektivisering af socialtilsynet – klik her.
Nye regler for ægtefæller i botilbud
Hvis man i dag bor med sin ægtefælle på et botilbud efter § 108 og ægtefællen dør, kan man blive boende lige så længe, man vil – selvom man ikke har brug for den støtte og behandling, tilbuddet giver. Med aftalen får kommunen mulighed for at pålægge ægtefællen eller partneren til den afdøde at skulle fraflytte §108-tilbuddet med et varsel på tre måneder.
Du kan læse den fuldstændige aftale om udmøntningen af de tre initiativer i rammeaftalen med dertilhørende bilag - klik her.
Nytænkning af merudgiftsydelsen
Der gennemføres en omlægning af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen til voksne i serviceloven og merudgiftsydelsen til børn og unge i barnets lov.
- Der bliver indført ét fast beløb på 1.105 kr. pr. md. for alle i målgruppen med merudgifter for minimum 555 kr. pr. md., så man slipper for at sandsynliggøre sine merudgifter ned i mindste detalje.
- For borgere, der har udgifter, som overstiger 24.000 kr. om året svarende til 2.000 kr. pr. md., gælder, at de får dækket deres faktiske merudgifter inden for de typiske merudgifttyper, så de med ekstra høje merudgifter ikke bliver væsentligt underkompenseret.
- Ydelsen omdøbes kompensationsydelsen, og børne- og voksenydelsen, som i dag er forskellige i forhold til udmåling af hjælp, gøres ensartede.
Du kan læse mere om dette initiativ - klik her.
Selveje Danmarks position
Selveje Danmark har været i dialog med flere ordførere om initiativerne. Initiativet om beløbsgrænsen er landet et bedre sted end udgangspunktet, da beløbsgrænsen bliver 10 procent snarere end 0 procent, som var ønsket fra KL, ligesom der etableres en midlertidig kontrolenhed.
Initiativet om effektivisering af socialtilsynet er dog ikke landet et særligt godt sted. I Selveje Danmark har vi, senest på vores tilsynstur for Folketingets Socialudvalg, opponeret meget imod forslaget om, at kvaliteten fremover skal måles i en binær score fremfor på en skala fra 1-5. Der er en risiko for, at det vil svække kvaliteten og begrænse udviklingsmulighederne.
Lovforslag knyttet til initiativerne vil blive sendt i høring på torsdag. Selveje Danmark kommer til at gå i dialog med vores medlemmer om udkastene, så vi kan få rejst og udfoldet væsentlige kritikpunkter.
I Selveje Danmarks dialog med Socialministeren har hun meddelt, at initiativerne desuden vil blive drøftet i regi af Sammen om Handicap, hvor vi vil kunne komme med perspektiver mv. i henhold til den endelige udmøntning.