Den 2. maj indgik regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en rammeaftale, der kommer til at sætte retningen for handicapområdet i fremtiden.
Det fremgår af aftaleteksten, at det overordnede formål med aftalen er at sikre en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling af handicapområdet af høj kvalitet med fokus på forebyggelse, udvikling og trivsel samt at understøtte mennesker med handicap i at deltage i samfundet.
Læs mere om rammeaftalen og aftalens 25 initiativer - klik her.
En række af initiativerne skal implementeres i form af lovgivning e.l. i 2024-25, mens andre initiativer udgør udviklingsprojekter i et flerårigt arbejdsprogram på handicapområdet.
Aftalepartierne vil løbende have drøftelser med parterne i Sammen om Handicap om de enkelte initiativer.
Sammen om handicap
Selveje Danmark er sammen med FOA, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening, KL, Danske Regioner, LOS og Danske Handicaporganisationer en del af dialogforummet Sammen om Handicap. Sammen om Handicap er nedsat af Social- og Boligministeren efter inspiration fra det tidligere arbejde i undervisningsministeriet med Sammen om Folkeskolen.
Sammen om handicap blev ved indgåelse af den politiske rammeaftale udvidet med to medlemmer - en repræsentant fra Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH) samt en ekstra repræsentant fra Danske Handicaporganisationer.
Selveje Danmarks position har – siden etableringen af forummet – været at skabe et rum, hvor parter på området kan gå i dialog med hinanden og finde brede, velfunderede løsninger.
Læs reaktionerne på den politiske rammeaftale fra parterne i Sammen om handicap - klik her.
Fokus på langsigtede og bæredygtige løsninger
Selveje Danmark har længe arbejdet for en politisk aftale på handicapområdet, som har fokus på langsigtede og bæredygtige løsninger. Vi ser nemlig et presserende behov for, at forandringer på det specialiserede socialområde understøtter, at området også på sigt formår at imødegå borgernes problemstillinger og behov.
Derfor har Selveje Danmark gentagende gange hejst et flag for, at de fremtidige omstruktureringer og -prioriteringer på området skal funderes på et solidt videns- og datagrundlag. Ligesom de skal styrke kvalitet og faglighed.
Selveje Danmark har helt konkret arbejdet for, at en ny aftale adresserer en revision af socialtilsynet, en specialeplan og en styrket visitation, som – sammen med økonomisk gennemsigtighed og en højere grad af selvbestemmelse – skal sikre, at den enkelte borger visiteres til det rigtige tilbud første gang.
Udvikling af en ny takstmodel
Selveje Danmark vil derfor – i regi af Sammen om handicap – fortsætte med at presse på for, at en kommende takstmodel på området kommer til at sikre reel gennemsigtighed i økonomien og sammenlignelighed på tværs af selvejende, private og kommunale tilbud.
Selveje Danmark har derfor af flere omgange rejst en kraftig kritik af anbefalingerne fra Ekspertudvalget på socialområdet, som blandt andet har foreslået, at kommunernes egne botilbud kan fungere som et anker for taksterne generelt. Med det lægger udvalget nemlig op til at sammenligne pærer og bananer.
Taksterne på tværs af offentlige og ikke-offentlige tilbud dækker nemlig ikke sammenlignelige omkostninger:
- Et selvejende botilbud har for eksempel et budget, der inkluderer samtlige omkostninger knyttet til driften af tilbuddet, både de direkte omkostninger som løn og husleje og de indirekte som forsikringer, HR, afskrivninger med videre.
- Et kommunalt botilbud vil derimod få sine omkostninger dækket fra en lang række konti og forvaltningsenheder, uden at de specifikt er knyttet op på driften af det konkrete botilbud. Dermed vil mange omkostninger i det kommunale tilbud blive dækket udenfor taksten.
Se Selveje Danmarks høringssvar til Ekspertudvalgets endelige anbefalinger - klik her.