Den 16. marts 2022 indgik den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne en politisk aftale om at styrke undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge (Børnene Først på undervisningsområdet).
Som følge af den politiske aftale Børnene Først blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe om virksomhedsformer, der fik til opgave at undersøge barrierer for, at flere private behandlings- og specialundervisningstilbud kan etablere sig som fx selvejende institutioner, fonde eller socialøkonomiske virksomheder.
Nu er den endelige rapport offentliggjort, hvori arbejdsgruppen kortlægger institutionslandskabet for behandlings- og specialundervisningstilbud. Fokus har været på at afdække fordele og ulemper ved forskellige virksomhedsformer på området, og dermed hvilke forhold, der kan udgøre barrierer for, at flere kan etableres som fx selvejende intuitioner, fonde eller socialøkonomiske virksomheder.
Arbejdsgruppens anbefalinger
- Sikre fyldestgørende implementering af kvalitetsaftaler
- Gennemsigtighed for alle
- Opmærksomhed om mulighed for registrering som socialøkonomisk virksomhed
- Dialog med FinansDanmark om selvejende institutioner og fonde
Selveje Danmark har været en del af referencegruppen og deltog i et møde i ministeriet kort før sommerferien. Vi ved, at ministerierne nu særligt vil gå videre med anbefaling 4, som er en anbefaling, Selveje Danmark har foreslået og presset på for. Vi er derfor positivt stemt for, at de vil gå videre med anbefalingen med henblik på at igangsætte en dialog om bankernes praksis ift. selvejende institutioner og fonde, så det fremadrettet som selvejende tilbud bliver nemmere at få tilstrækkelig finansiering.
Anbefaling 4: Dialog med FinansDanmark om selvejende institutioner og fonde
Mange fonde og selvejende institutioner oplever, at det er vanskeligt at få den tilstrækkelige finansiering, særligt til at oprette tilbud, men også ved udvidelser af driften. Det kan betyde, at nogle personer påtager sig en stor privatøkonomisk risiko for at sikre finansiering, hvilket kan udgøre en barriere for at oprette et tilbud. Derimod er oplevelsen blandt flere aktører i sektoren, at anparts- og aktieselskaber i langt højere grad kan få adgang til mere fordelagtig finansiering.
Arbejdsgruppen anbefaler, at Børne- og Undervisningsministeriet og Erhvervsministeriet tager kontakt til FinansDanmark med henblik på at igangsætte en dialog om bankernes praksis i forhold til selvejende institutioner og fonde. Dialogen skal bl.a. omhandle at sikre gode finansieringsmuligheder for selvejende institutioner og fonde ved at udbrede viden om disse virksomhedsformer.