Ny rapport dokumenterer: Metoden Critical Time Intervention har positiv effekt ved udslusning

Ny rapport fra VIVE dokumenterer, at indsatsmetoden Critical Time Intervention (CTI) hjælper borgere med psykiske lidelser, der flytter til egen bolig efter indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller efter ophold på et botilbud, og som har for behov for bostøtte f.eks. efter servicelovens § 85. Det viser en evaluering af metoden, der blev afprøvet i Greve, Hillerød, Roskilde, Vejle og Aalborg Kommuner fra 2015 til 2017. Modtagerne af indsatsen oplevede forbedret psykisk trivsel og funktionsevne, og de fik et stærkere socialt netværk.

Færre begrænsninger og bedre trivsel
Evalueringen viser, at de berørte borgere profiterer markant af CTI-indsatsen. Der sker en klar forbedring af deres mentale trivsel fra indsatsens start og til dens afrunding efter ni måneder. Også funktionsniveau er blevet signifikant bedre igennem forløbet for modtagerne af indsatsen. Funktionsniveauet er i evalueringen blevet målt på livsområderne arbejde/uddannelse, socialt liv og familieliv/hjemlige forpligtelser. Resultaterne viser, at borgerne generelt på de områder oplever færre begrænsninger efter et forløb på ni måneder. Derudover viser evalueringen også, at borgerne gennem forløbet bliver styrket til at håndtere blandt andet sociale netværk, relationer og deres psykiske sygdom.

Den økonomiske analyse viser, at driftsomkostningerne for at anvende CTI-metoden og den gængse § 85-bostøtte er omtrent de samme.

Forskelle i udbytte af metoden
Evalueringen viser, at CTI-metoden ikke er lige egnet til alle målgrupper. Metodens afgrænsede og målrettede forløb fungerer især godt over for borgere, der er ”nye” i systemet, dvs. der er visiteret til § 85-bostøtte for første gang. Derudover peger resultaterne på, at borgere der er relativt stabile og ikke oplever tilbagefald profiterer særligt af nedtrapning i støtte og tidsafgrænsning i indsatsen. Omvendt er borgere med personlighedsforstyrrelser, kognitive udfordringer og lav IQ mere udfordrede i forhold til at drage nytte af CTI-indsatsen.

Evaluering er en del af satspuljeinitiativ
VIVE har evalueret CTI-metoden som et led i satspuljeinitiativet ’Dokumenterede metoder i bostøtteindsatsen over for mennesker med psykiske lidelser’. Formålet med indsatsen har været at undersøge, om CTI-metoden kan sikre en vellykket overgang til et nyt liv for borgere der flytter til egen bolig efter indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller efter et ophold på botilbud.

I satspuljen 2014-2017 blev der afsat 25 millioner kr. i alt til puljen Dokumenterede metoder i bostøtteindsatsen. Formålet med puljen er at støtte borgerne i at gøre det muligt for dem at tage ansvar for eget liv, så de på sigt kan klare sig i egen bolig uden – eller med mindre indgribende – indsatser.

Læs mere om Critical Time Intervention (CTI) – klik her.
Læs VIVEs evaluering af dokumenterede metoder i bostøtteindsatsen – klik her.
Læs VIVEs Implementeringsguide CTI-metoden anvendt i bostøtte – klik her.