Socialt udsatte borgere bliver oftere ramt af somatisk sygdom, som de har brug for behandling for. En ny VIVE rapport giver et indblik i virksomme indsatser på socialområdet, der bl.a. viser, at mødet mellem borgeren og sundhedssystemet spiller en afgørende rolle.
Udfordringerne er ikke nye, men selvom der findes flere indsatser på området, eksisterer der meget lidt viden om, hvordan de virker, eller hvad der ser særligt lovende ud. Det er baggrunden for den afdækning af eksisterende sundhedsindsatser på socialområdet, som VIVE netop har foretaget for Socialstyrelsen.
Fire casestudier
Afdækningen giver et overblik over viden på området og går samtidig i dybden med fire udvalgte cases, som på forskellig vis illustrerer virkningsfulde og sammenhængende sundhedsindsatser til borgerne på tværs af sektorer og på tværs af social- og sundhedsområdet.
De fire cases drejer sig om hhv. kompetenceudvikling af fagpersoner i socialsektoren, frivilliges støtte til lægebesøg, systematisk sundhedstjek på botilbud samt et restitutionstilbud til hjemløse borgere efter akut hospitalsindlæggelse.
Tværgående temaer
Rapporten ser nærmere på tre overordnede, tværgående temaer, som i forskelligt omfang går igen i både litteratursøgningen og de udvalgte cases. De tre temaer vurderes i rapporten at kunne skabe grobund for læring og inspiration til den videre udvikling af indsatser, som kan understøtte arbejdet med håndtering af somatisk sygdom på det sociale område.