Mange pårørende til mennesker, der har et handicap eller en kronisk sygdom, oplever, at hverdagen er svær at overskue, og at det kan være udfordrende at navigere i det. En ny erfaringsopsamling af Social- og Boligstyrelsen viser, at tilbud til pårørende kan være meget meningsfuldt.
Baggrund
I 2021 blev der afsat midler til, at en række organisationer kunne få støtte til at gennemføre forskellige projekter, der alle var specifikt målrettet pårørende, men i øvrigt spændte vidt i fokus - fra forældre til børn med hørenedsættelse eller synshandicap til ægtefæller og andre pårørende til nyrepatienter.
Nu foreligger en erfaringsopsamling, der både fungerer som et katalog over de i alt 15 projekter og ser på, om der trods variationen i projekterne også er nogle fællestræk i de erfaringer, organisationerne har gjort sig.
Hovedresultater
- Flere organisationer fremhæver vigtigheden af at inddrage målgruppen tidligt i udviklingen af tilbuddene, så det sikres, at aktiviteterne er relevante og imødekommer behovene. Fleksibilitet, så indsatserne kan tilpasses undervejs – fx på baggrund af deltagernes tilbagemeldinger - er også centralt.
- Frivillige spiller en vigtig rolle i mange organisationers arbejde, og deres indsats og trivsel er afgørende for tilbuddenes succes. Flere har erfaret, at det er vigtigt at tilbyde regelmæssige kurser, administrative hjælpemidler og løbende sparring til de frivillige, så deres engagement fastholdes. Tilknytning af en kontaktperson, der kan fungere som støtte i dagligdagen, nævnes også som en værdifuld ressource.
- En udfordring kan være, at mange af de pårørende kan have svært ved at komme hjemmefra. Virtuelle tilbud kan her være et godt alternativ til fysiske møder, men kræver ofte, at deltagerne i forvejen kender og er trygge ved hinanden, hvis der skal tales om mere sårbare emner. Til gengæld er det virtuelle rum oplagt til oplæg og informationsdeling, hvor interaktionen kan holdes på et mindre personligt plan.
- Der er lavet en mindre tilfredshedsmåling blandt deltagerne, og den peger på, at tilbud til pårørende kan være meget meningsfuldt. Her svarer 90% af de pårørende, der har deltaget i undersøgelsen, at de er meget enige eller enige i, at de generelt er tilfredse med kvaliteten af den rådgivning de har fået. Det er også meget store flertal, der oplever, at de har fået konkret viden om, hvordan de kan håndtere deres udfordringer som pårørende, og at de har haft gavn af at møde andre pårørende i samme situation.
Læs mere – klik her.