6.028 personer befandt sig i hjemløshed i uge 6 i 2026. Det er stort set samme niveau som i 2024, hvor tallet var 5.989. VIVEs kortlægning viser dermed, at det endnu ikke er lykkedes at nedbringe hjemløsheden på landsplan.
Kortlægningen gennemføres hvert andet år og omfatter blandt andet personer, der overnatter på gaden, bruger natvarmestuer eller herberger, eller midlertidigt sover hos familie, venner og bekendte.
Mange lever uden et stabilt sted at bo
Knap hver tiende af de registrerede personer i hjemløshed overnatter på gaden. Størstedelen opholder sig på herberg eller er sofasovere. Tallene understreger, at hjemløshed har mange ansigter – men fælles for menneskerne bag er manglen på en stabil bolig.
Samtidig er de 6.028 personer et øjebliksbillede af hjemløsheden i én bestemt uge. VIVE vurderer, at mellem 12.000 og 15.000 forskellige personer formentlig befinder sig i hjemløshed i løbet af et helt år.
Store forskelle fra kommune til kommune
Mens hjemløsheden samlet set er uændret, varierer udviklingen lokalt. I nogle kommuner er antallet steget, i andre faldet. VIVE peger blandt andet på egnede og betalelige boliger som en væsentlig barriere for at nedbringe hjemløsheden.
Kortlægningen viser også en stigning i antallet af personer på herberger fra 2.721 i 2024 til 2.910 i 2026. VIVE peger på, at en del af udviklingen kan hænge sammen med lukningen af en række natvarmestuer efter en præcisering af reglerne for finansiering. Det illustrerer, hvordan ændringer ét sted i hjemløseindsatsen kan påvirke behovet for pladser et andet sted.
Selveje Danmark: Stop op før herbergspladser sendes i udbud
Netop nu arbejdes der politisk med en model for kapacitetsstyring og udbud af herbergspladser. Selveje Danmark mener, at den nye kortlægning giver god grund til at stoppe op og genoverveje den model.
Når hjemløsheden fortsat er høj, udviklingen varierer betydeligt geografisk, og behovet for herbergspladser påvirkes af ændringer andre steder i systemet, er der stor usikkerhed om, hvor mange pladser der reelt bliver behov for fremover.
Selveje Danmark opfordrer derfor til, at man politisk afventer udviklingen og arbejder videre med Housing First, flere betalelige boliger og bedre viden om det løbende behov, før man fastlægger kapaciteten og sender herbergspladser i udbud.
Målet bør ikke være færre herbergspladser i sig selv. Målet bør være færre mennesker, der har behov for dem.
For at læse den fulde rapport - klik her.