Regeringen har besluttet at ophæve rammeaftalen på handicapområdet fra 2024 og nedlægge partnerskabet Sammen om Handicap, som Selveje Danmark har været en aktiv del af.

Sammen om Handicap har været et vigtigt forum for dialog om udviklingen af handicapområdet. Vi har ikke været enige om alt, men netop dét har været en vigtig del af partnerskabet - at aktører med forskellige roller, interesser og perspektiver har siddet omkring samme bord og forsøgt at forstå både udfordringerne og hinandens ståsteder. Det er en tilgang, vi tager med os videre.

For behovet for dialog bliver ikke mindre. Regeringen lægger op til væsentlige forandringer på social- og handicapområdet, blandt andet en ny takstmodel på det specialiserede socialområde.

En ny takstmodel er både en del af regeringsgrundlaget og konkret på lovprogrammet for 2026, hvor regeringen lægger op til at fremsætte et lovforslag om et nyt takstsystem for botilbud og botilbudslignende tilbud i januar 2027. Modellen skal blandt andet understøtte større gennemsigtighed i pris og kvalitet og bedre muligheder for at sammenligne på tværs af tilbud.

Her er det afgørende, at erfaringerne fra de selvejende tilbud bliver bragt i spil.

Netop takstmodellen sætter en række ledere fra selvejende tilbud fokus på i et nyt debatindlæg (se nedenfor). De deler ambitionen om større gennemsigtighed, men peger samtidig på, at en ny model skal kunne rumme kompleksiteten på det specialiserede socialområde. Deres budskab er enkelt: Vi skal standardisere beregningsmetoden – ikke borgernes behov.

---

Debatindlægget blev bragt den 29. september 2026 på Socialmonitor.

Regeringen har med sit nye regeringsgrundlag forpligtet sig til at arbejde videre med en ny takstmodel på det specialiserede socialområde. Det er der god grund til. En ny takstmodel kan skabe større gennemsigtighed i, hvad der ligger bag taksterne, og gøre det lettere at forstå, hvad der driver forskellene i dem.

Som ledere på sociale tilbud deler vi det ønske.

Men fra vores hverdag ved vi også, hvor svært det er at sætte mennesker og deres behov på formel. Derfor er det afgørende, at en ny takstmodel kan rumme kompleksiteten på området frem for at forsøge at reducere den.

Princippet for den nye takstmodel bør derfor være helt enkelt: Vi skal standardisere beregningsmetoden – ikke borgernes behov.

Gennemsigtighed er mere end et prisskilt
Mange sociale tilbud arbejder allerede i dag med at skabe gennemsigtighed i deres takster og har udviklet egne modeller, der synliggør, hvad kommunerne betaler for. Men uden en fælles national ramme er det imidlertid vanskeligt at sammenligne på tværs.

En ny takstmodel bør derfor skabe en fælles ramme, der gør det muligt at forstå og sammenligne priser på tværs. Det handler ikke kun om at gøre prisen synlig, men om at gøre det tydeligt, hvad man får for pengene: Hvilken indsats leveres? Hvilke kompetencer kræver indsatsen? Hvilke ressourcer ligger bag? Og hvad forklarer, at prisen er højere i ét tilbud end i et andet?

Her er det nærliggende at vælge en model, hvor bestemte ydelser kobles til bestemte priser. Det var også en del af tankegangen i den tidligere regerings arbejde med en ny takstmodel, hvor ydelsespakker skulle skabe en tydeligere sammenhæng mellem den indsats, borgeren modtager, og den pris, kommunen betaler.

Det er en forståelig ambition. Standardisering kan gøre det lettere at sammenligne og skabe større gennemsigtighed. Men en fast kobling mellem ydelse og pris risikerer at skabe en enkelhed på papiret, som det er vanskeligt at genfinde i hverdagen på de specialiserede tilbud.

En enkel prisstruktur er ikke nødvendigvis det samme som en gennemsigtig takstmodel. Hvis vi skal skabe reel gennemsigtighed, skal modellen også kunne forklare de forskelle i indsats, kompetencer og ressourcer, som i praksis er med til at skabe forskelle i prisen.

Mennesker passer ikke nødvendigvis i ydelsespakker
To borgere kan have behov for nogenlunde samme omfang af støtte, men det betyder ikke, at det kræver det samme at give dem den rigtige hjælp.

Den ene kan eksempelvis have behov for hjælp og støtte til kommunikation, struktur og daglige færdigheder. En anden kan have behov for støtte i omtrent samme omfang, men samtidig have en kompleks problematik, hvor medarbejderne skal have særlige kompetencer til at forebygge og håndtere voldsomme reaktioner eller situationer med høj affekt.

På papiret kan støttebehovet altså se nogenlunde ens ud. I praksis kan både indsatsen, specialiseringsgraden og ressourcebehovet være meget forskelligt – og dermed også omkostningerne.

Det gør det vanskeligt at indfange forskellige behov i på forhånd definerede ydelsespakker og priskategorier.

Bliver pakkerne brede, risikerer den samme pakke at rumme borgere med meget forskellige behov og ressourcekrav, uden at forskellene afspejles tilstrækkeligt i prisen.

Gøres pakkerne mere detaljerede for at rumme forskellene, kan resultatet omvendt blive stadig flere pakker, underpakker, undtagelser og grænsetilfælde.

Der er samtidig en mere grundlæggende risiko. Hvis ydelsespakkerne bliver styrende for, hvilken indsats der kan leveres og til hvilken pris, kan hensynet til at passe borgeren ind i en bestemt pakke komme til at veje tungere end den individuelle vurdering. Og her er det afgørende at holde fast i udgangspunktet: Det bør altid være borgerens behov, der bestemmer indsatsen.

Standardisér beregningen – ikke virkeligheden
Derfor bør den nye takstmodel bygge på et andet princip. Vi skal standardisere beregningsmetoden – ikke borgernes behov. Det kræver fælles principper for, hvordan økonomien beregnes og dokumenteres, og et fælles sprog for, hvad en indsats indeholder, hvilke ressourcer den kræver, og hvad der driver omkostningerne. Takstmodellen bør hænge tæt sammen med VUM (voksenudredningsmetoden), så vurderingen af borgerens behov og den indsats, der følger af behovet, bedre kan kobles til den økonomi, der ligger bag. Her er koblingen til specialeplanlægningen også vigtig. Hvor VUM bidrager til at beskrive den enkelte borgers behov, skal specialeplanlægningen være det faglige lag, der kvalificerer, hvilken specialisering og hvilke kompetencer der er nødvendige for at imødekomme behovet.

På den måde kan vi få fælles principper for, hvordan taksterne beregnes, samtidig med at der er plads til de forskelle, der naturligt følger af borgernes forskellige behov. Modellen skal kunne synliggøre, hvordan forskelle i indsats, kompetencer og ressourcebehov afspejler sig i taksten.

Gennemsigtighed betyder ikke, at alle priser skal være ens. Det betyder, at man skal kunne forstå, hvorfor priserne er forskellige, hvad de dækker, og hvilken indsats der følger med.

Kommunerne skal kunne se, hvad de styrer efter
Netop den gennemsigtighed er en forudsætning for bedre økonomisk styring. Kommunerne skal ikke kun kunne se, hvad en plads koster, men også hvad der driver udgifterne – eksempelvis ændringer i borgernes støttebehov, krav til kompetencer og specialisering eller omkostningerne ved at levere indsatsen.

Med fælles data og beregningsprincipper bliver det muligt at følge udviklingen over tid og sammenligne på tværs af tilbud på de forhold, der ligger bag taksten – ikke kun på selve prisen.

Det giver et bedre grundlag for at forstå, hvorfor udgifterne udvikler sig, og for at skelne mellem fagligt og økonomisk begrundede forskelle. Diskussionen kan dermed flyttes fra, om en pris isoleret set er høj eller lav, til hvad der faktisk ligger bag den.

En lav pris er ikke nødvendigvis god økonomi, hvis indsatsen ikke matcher borgerens behov. Og en højere pris er ikke nødvendigvis dårlig økonomi, hvis den afspejler de ressourcer og specialiserede kompetencer, der er nødvendige.

Regeringen har nu mulighed for at udvikle en takstmodel, der giver kommunerne bedre mulighed for at forstå og styre økonomien på det specialiserede socialområde. Men det kræver, at vi standardiserer det rigtige.

Som ledere vil vi gerne bidrage konstruktivt til det arbejde. Vi har et ansvar for, at der er gennemsigtighed i vores takster, og at vi kan forklare, hvad der ligger bag dem. Samtidig er vi en del af den hverdag, hvor borgernes forskellige behov skal mødes med den rette faglige indsats og de nødvendige kompetencer og ressourcer. Den erfaring skal med ind i udviklingen af en ny takstmodel.

Opgaven er ikke at få virkeligheden til at passe ind i en ny takstmodel, men at udvikle en takstmodel, der sikrer gennemsigtighed og tager højde for kompleksiteten på det specialiserede socialområde.

Afsenderne af indlægget er:
Anette Lassen Jensen, chef hos OK-Fonden Enghaven
Kurt Faber-Carlsen, direktør i Fonden CFD
Mette Guul, forstander for Reden Odense og Redernes Krisecenter
Rikke Christensen, direktør i Bofællesskaberne Ingesofie
Trine Broustbo, vicedirektør i Bofællesskaberne Ingesofie
Troels Bjerregaard, direktør i Lions Neurocenter
Vinnie Loft Holdt, projektleder i Den Sociale Udviklingsfond
Christina Rosby Løwenstein, chef ved Ok-Fonden Enghaven

For at læse indlægget på Socialmonitor – klik her.