Ny vejledning skal forbedre indsatsen omkring underernæring hos ældre

Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny vejledning om, hvordan man kan styrke indsatsen for syge eller ældre borgere, der har gavn af en ernæringsindsats. Formålet med vejledningen er at forebygge og behandle underernæring i Danmark.

Underernæring hos syge og hos ældre borgere har negative konsekvenser, som for eksempel nedsat immunforsvar, hyppige infektioner, tab af muskelmasse og nedsat funktionsevne. Samlet set betyder det forringet livskvalitet for den enkelte, og det kan også ofte føre til hyppigere genindlæggelser og øget dødelighed.

Formålet med Sundhedsstyrelsens nye vejledning ”Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko" er at forebygge og behandle underernæring i Danmark. Det sker blandt andet ved at vurdere risikoen for underernæring og give borgere og patienter i risiko for underernæring en målrettet ernæringsbehandling. Ved tidligt at opspore dem, der har gavn af en ernæringsbehandling, fremmes livskvaliteten og helbredet hos de borgere og patienter, der er i ernæringsrisiko eller allerede er undernærede, og deres behandlingsforløb forbedres.

Vejledningen er målrettet sundheds- og plejepersonale, ledere og planlæggere, som arbejder med og omkring borgere og patienter i ernæringsrisiko.

Se den nye vejledning – klik her.

Understøttende materiale
Ud over vejledningen er 6 understøttende materialer opdateret. Materialerne kan gennem råd, tips og lette opskrifter inspirere og hjælpe småtspisende til at spise mere. Der er materialer både målrettet borgere og patienter og målrettet plejepersonale i ældreplejen.

Find de understøttende materialer – klik her.