Folketinget har afsat 120 mio. kr. til 10 initiativer, der blandt andet skal forebygge magtanvendelse på botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Initiativerne er en del af udmøntningen af Udviklings- og Investeringsprogrammerne i 2021
Forebyggelse af magtanvendelse på botilbud for mennesker med udviklingshæmning
Et af initiativerne omhandler forebyggelse magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning under servicelovens § 107 og §108 og almenboligloven §105 med §85 støtte under serviceloven. Der afsættes 16,4 mio. kr. til forslaget over en 4-årig periode fra 2021-2014.
Initiativet er blevet til på baggrund af rådgivningsforløb, der har vist, at kommuner og botilbud oplever, at voldsomme episoder og magtanvendelse er en væsentlig udfordring for beboere og medarbejdere på botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Der er behov for viden om voksne med udviklingshæmning i praksis, og om hvordan udadreagerende adfærd opstår, og hvordan det forebygges og håndteres.
Ansøgerkredsen er landets kommuner eller regioner, som indgår samarbejde med botilbud for voksne med udviklingshæmning. Kommuner og regioner kan også indgå samarbejde med private botilbud.
Bedre viden om indsatser til mennesker med udviklingshæmning og lignende kognitive vanskeligheder
Baggrunden for dette initiativ er den sparsomme viden om virksomme indsatser til voksne med udviklingshæmning eller lignende kognitive vanskeligheder. Særligt på botilbud for personer med udviklingshæmning, er der begrænset viden om effekten af de anvendte metoder. Der afsættes 1,9 mio. kr. i 2021.
Som et led i initiativet skal der blandt andet foretages en screening, der har til formål at styrke det socialpædagogiske arbejde på botilbud for mennesker med udviklingshæmning gennem indsatser der har fokus på progression i forhold til sundhed, selvhjulpenhed, deltagelse i fællesskaber og indflydelse i dagligdagen.
Initiativet er blandt andre målrettet mennesker med udviklingshæmning, der bor på botilbud (SEL §107 og §108) eller botilbudslignende boformer (§105 og §115).
De 10 nye initiativer
De to ovenstående initiativer er blandt de 10 nye initiativer, der skal sikre effektfuld hjælp til udsatte og mennesker med handicap. De 10 initiativer er fordelt på fem temaer:
- Børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser
- Anbragte børn og unge
- Mennesker med kognitive vanskeligheder
- Unge i psykisk mistrivsel med sociale udfordringer, som ikke er en væsentlig nedsat funktionsevne
- Unge og voksne med flere og komplekse problemstillinger, der skal håndteres samtidigt