Nye materialer om samlerapportering af utilsigtede hændelser


Samlerapportering gør det muligt at registrere flere ensartede utilsigtede hændelser samlet og bruge dem som afsæt for læring og forbedringer. Nu har Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut opdateret sit materiale om, hvordan samlerapportering kan anvendes i praksis.

Efter input fra Fagligt Forum for Patientsikkerhed har SundK samtidig besluttet fortsat at stille samlerapporteringsskemaet for tryksår til rådighed. Skemaet anvendes allerede i stor udstrækning og kan bruges til hændelser, som ikke har eller kunne have haft alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten eller borgeren.

Det er lovpligtigt for alle sundhedspersoner i Danmark at rapportere utilsigtede hændelser. Samlerapporteringen kan give et hurtigt overblik over, hvor, hvornår og hvordan bestemte typer hændelser opstår. Det kan gøre det lettere at identificere mønstre og hurtigt iværksætte relevante forbedringstiltag.

Nye materialer kan bruges lokalt
SundK har udarbejdet en opdateret video, der introducerer samlerapportering som et redskab til læring i arbejdet med utilsigtede hændelser og viser, hvordan metoden kan anvendes i praksis.

Derudover er der udarbejdet PowerPoint-slides, som eksempelvis kan bruges til undervisning, samt konkrete eksempler på samlerapportering inden for dokumentation, tryksår og selvskade. Der er også opdaterede pjecer, som kan printes og anvendes lokalt.

Materialerne kan være relevante for selvejende tilbud og institutioner, der arbejder med patientsikkerhed og rapportering af utilsigtede hændelser, og SundK opfordrer til, at materialerne deles og anvendes i relevante sammenhænge.

For at se video, undervisningsmateriale, eksempler og pjecer hos SundK – klik her.

Selveje Danmark afholder løbende temadage om patientsikkerhed og utilsigtede hændelser.
Næste temadag er den 21. oktober 2026 – læs mere og tilmeld dig her.

©2026 selveje.dk All Rights Reserved