Nye rammer for behandling af voksne med psykofarmaka

Sundhedsstyrelsen udgiver en ny vejledning om behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser. Her er de overordnede pointer fra den nye vejledning.

Den nye vejledning samler og opdaterer indholdet af to ældre vejledninger og kommer med nye rammer for området.

Overordnede pointer

  • Samspillet mellem patienten og lægen er i højere grad i fokus. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at læger forpligtes til at tilbyde hjælp til aftrapning.

  • En lang række forhold, skal være opfyldt, før en patient kan overgå til behandling i andet regi – alt sammen med ambitionen om bedre overgange for patienter i behandling med psykofarmaka.

  • Der åbnes op for, at læger fremover kan sammensætte et mere fleksibelt og målrettet behandlingsforløb med blandt andet antipsykotika, da der nu er færre specifikke krav til monitorering. Det skaber plads til lægens faglige skøn. Almen praksis kan også overtage vedligeholdelsesbehandling med de fleste typer psykofarmaka, hvis det foregår ud fra den plan, der er skitseret af en læge ansat i psykiatrien eller en læge med særlige kompetencer i patientens epikrise.

  • Der er mulighed for, at almen praksis kan få en større rolle, hvis de får et kompetenceløft inden for udvalgte psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser.

  • Selvom den nye vejledning giver mulighed for at ændre i opgavefordelingen, flytter den i sig selv ikke opgaver mellem sektorer. En flytning af opgaver vil kun kunne finde sted på baggrund af aftaler mellem relevante parter.

  • Det er en opgave for en læge ansat i psykiatrien eller en læge med særlige kompetencer at starte behandling af psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser med lægemidler som fx lithium, MAO-hæmmere og medicin mod hyperkinetiske forstyrrelser. Samtidig frafalder det tidligere krav om, at det er en speciallæge i psykiatri, der skal opstarte behandling af 18-24-årige med antidepressive lægemidler mod depression.

Vejledningen trådte i kraft den 17. september 2024. Samme dag frafaldt de krav, der står i de ældre vejledninger om antidepressiva og antipsykotika. Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler vil blive opdateret, så indholdet i vejledningerne flugter.

Læs mere – klik her