Økonomiaftaler 2027: Det vigtigste – og det, der mangler


Regeringen har nu indgået økonomiaftaler for 2027 med både KL og Danske Regioner. Aftalerne blev forhandlet på usædvanligt kort tid og er derfor mere overordnede end normalt. Samtidig henviser de flere steder til allerede kendte reformspor.
Derfor er det mindst lige så interessant at se på, hvad der ikke står i aftalerne, som på det, der gør.

Botilbudspuljen forlænges
Den kommunale botilbudspulje forlænges med 0,5 mia. kr. årligt i perioden 2027-2030. Midlerne skal understøtte kapaciteten på socialområdet for borgere med komplekse behov, og det specialiserede børneområde nævnes nu eksplicit.
Det er positivt, at behovet for kapacitet anerkendes. Samtidig mener Selveje Danmark fortsat, at puljen skaber ulige vilkår mellem kommunale og øvrige tilbud. Skal kapaciteten styrkes på lang sigt, kræver det stabile og lige rammevilkår for alle aktører.
Kommunerne skal desuden koordinere kapacitetsudviklingen gennem de kommunale kontaktråd (KKR), hvilket peger mod en stærkere tværkommunal planlægning.

Mere fokus på tilsyn og velfærdskriminalitet
Regeringen og KL vil undersøge, hvordan tilbud under skærpet tilsyn kan gøres mere synlige på Tilbudsportalen. Baggrunden er blandt andet sager om velfærdskriminalitet.
Selveje Danmark bakker op om et stærkt fokus på kvalitet og ordentlighed. Det er afgørende, at der reageres over for tilbud, som ikke lever op til kravene, men nye initiativer bør målrettes de reelle problemer og ikke skabe unødigt bureaukrati for de mange velfungerende tilbud.

En milliard til børne- og ungepsykiatrien
Regionerne får samlet 1 mia. kr. i perioden 2026-2028 til en akutplan for børne- og ungepsykiatrien. En del af midlerne går til kommunernes lettilgængelige behandlingstilbud.
For mange af vores medlemmer er det et vigtigt signal om fortsat politisk fokus på indsatsen for udsatte børn og unge.
Samtidig varsles en kommende sommeraftale om blandt andet en udvidelse af det 96 timers behandlingsansvar efter udskrivelse fra sygehus. Det kan få betydning for tilbud, der modtager børn og unge efter psykiatriske indlæggelser.

Fortsat fokus på dagtilbud, psykiatri, ældre og rekruttering
Aftalen peger også frem mod en række initiativer, som får betydning på tværs af velfærdsområderne. Regeringen vil i 2027 gøre status på udviklingen i minimumsnormeringerne og undersøge, om lovgivningen har løftet normeringerne i alle daginstitutioner.
Samtidig varsles en akutplan for børn og unge, der skal sikre tidligere hjælp og kortere ventetider i psykiatrien, ligesom regeringen vil fortsætte kvalitetsløftet på ældreområdet.
Endelig er regeringen og KL enige om, at rekruttering og fastholdelse af medarbejdere fortsat er en af de største udfordringer. Der lægges derfor op til nye initiativer, som skal styrke rekruttering, uddannelse og opkvalificering på tværs af velfærdsområderne.

Opgaveflytning uden finansiering
Regeringen ønsker at flytte dele af det højt specialiserede socialområde fra kommunerne til regionerne. Bemærkelsesværdigt er det, at der hverken i den kommunale eller regionale økonomiaftale er afsat midler til opgaven.
Det bliver et vigtigt område at følge. Strukturændringer kræver klarhed om ansvar, finansiering og konsekvenser for både borgere og tilbud.

Det, der ikke står i aftalerne
Der er fortsat ingen omtale af udbud på §110-området eller opfølgning på kapacitetsstyringen på alkoholbehandlingsområdet. Det betyder ikke nødvendigvis, at emnerne er taget af dagsordenen, men de er heller ikke adresseret i årets aftaler.
Regeringen varsler samtidig opfølgning på anbefalingerne fra Tranæs-udvalget, herunder en takstreform på botilbudsområdet med lovforslag i 2026.

Vi følger udviklingen tæt
De største forandringer på social- og sundhedsområdet ligger sandsynligvis stadig foran os. Selveje Danmark følger udviklingen tæt og arbejder for, at selvejende tilbuds erfaringer og løsninger bliver en aktiv del af udviklingen af fremtidens velfærd.

For at læse kommunernes økonomiaftale 2027 - klik her.
For at læse regionernes økonomiaftale 2027 - klik her.

©2026 selveje.dk All Rights Reserved