Orientering fra Selveje Danmark om corona #1

13. marts 2020

Kære medlemmer

Vi forsøger så godt det er muligt at holde jer orienterede om situationen vedr. corona. Og det er altså lettere sagt end gjort, for ved siden af alle de officielle udmeldinger, så er der jo også et solidt element af sund fornuft, der kan tilsige, at I må træffe andre beslutninger. Det kan f.eks. handle om at fastholde et nødberedskab, så udsatte borgere, eller borgere med psykiske lidelser har et sted at henvende sig hvis det er nødvendigt.

Meddelelse om vitale funktioner fra KL
Klik her for at se den meddelelse, som KL har udsendt, og som beskriver hvilke funktioner KL betragter som kritiske, og som derfor skal opretholdes. Det omfatter en lang række af jeres tilbud. I skal derfor få lagt en plan for hvordan det bedst muligt kan ske, så de risici der knytter sig til corona i videst muligt omfang begrænses.

Der er også nogle områder som f.eks. beskyttet beskæftigelse, der ikke omfattes. Her må vurderingen være om der af pædagogiske hensyn kan være behov for et nødberedskab jf. ovenfor.

Du kan løbende holde dig orienteret om meddelelser fra KL her: https://www.kl.dk/kommunale-opgaver/sundhed/information-om-covid19-coronavirus/

Særligt om beskæftigelsesområdet
Styrelsen fra arbejdsmarked og rekrutering (STAR) har i dag meldt ud at beskæftigelsesindsatsen suspenderes (se brevet fra STAR - klik her). Det rejser en række spørgsmål for jer som aktører på området, for hvordan skal I forholde jer til igangsatte forløb, og hvad på den lidt længere bane. Det vil Selveje Danmark sammen med Dansk Erhverv søge at finde svar på, og så vil I naturligvis straks høre nærmere.

Vær i øvrigt opmærksom på, at STAR i sin skrivelse understreger at igangværende praktikforløb o.lign. kan fast holdes, hvis der er enighed om det, og det sundhedsmæssigt er forsvarligt. Se notatets side 3.

Særligt om udsatte og socialområdet
Socialministeriet har en side, hvor der løbende lægges informationer og svar op. Den kan i se her: https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/mar/opdateres-loebende-informationer-om-coronavirus-og-socialomraadet/

På siden findes både generelle links til yderligere information samt svar på generelle spørgsmål. Som et meget relevant eksempel på det sidste kan man til eksempel aktuelt læse, hvordan man skal forholde sig i forhold til hjemløse og eventuelt smittede.


Særligt om børn og nødpasning

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har i dag udsendt et brev til landets borgmestre omkring nødpasning (se brevet - klik her). Heraf fremgår at også børn med særlige ”sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov” kan være omfattet af kravet om nødpasning. Det vil kunne være relevant for en række af jer, der arbejder med netop de målgrupper.

Det er som udgangspunkt et kommunalt ansvar at etablere den nødpasning, men det kan jo ske i et godt og tæt samarbejde med jer.

Særligt om ældreområdet
Ældreområdet er naturligvis særligt sårbart, da mange ældre vil være i risikogruppen, såfremt de smittes med corona. Et centralt tema handler om besøgende og her er opfordringen fra forstanderen inddrages, hvis nogen ønsker at besøge en pårørende. Der er fra flere sider lagt op til, at ministeren skal skabe muligheden for at der indføres et egentligt forbud mod besøg. Når det er sagt, så når I nok også meget langt med sund fornuft, så via klare retningslinjer og en god information af pårørende så kan mange – i denne sammenhæng – unødvendige besøg undgås. Og skal besøg gennemføres f.eks. fordi en ældre ligger for døden, så kan det jo ske under tæt hensyntagen til sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om hygiejne, afstand, kontakt mv. til andre beboere og personale.

Omkring besøg mv. kan henvises til følgende fra politiet: https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/til-dig-der-skal-besoege-hospitaler-og-plejehjem

Vi vil I Selveje Danmark følge hvilke anvisninger der kommer på området, og så snart vi har dem sende dem videre til jer.

Særligt om frivillige
En del af jer arbejder med frivillige, og det kan stille jer i nogle særlige udfordringer. Som udgangspunkt er frivillige jo ikke anderledes end andre, hvilket betyder at det skal sikres at de er omfattet af – og forstår – de retningslinjer der gælder ansatte på stedet. I visse situationer kan frivillige i sig selv være mere sårbare, det kan f.eks. være tilfældet, hvis de er ældre og derfor i højere grad udsatte. I de situationer skal de jo af hensyn til deres egen sikkerhed skærmes for en øget risiko.

Center for for socialt frivilligt arbejde har lavet en side der i særlig grad forholder sig til coronaens implikationer i forhold til frivillige. Den kan ses her: https://frivillighed.dk/viden-og-fakta/artikler/gode-raad-om-foreningsdrift-og-generalforsamlinger-under-coronavirus.

Venlig hilsen

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, MPA, Selveje Danmark