Orientering fra Selveje Danmark om corona #15

Kære medlemmer

Her følger et uddrag af det, vi oplever er de - for jer - mest relevante nyheder fra det seneste døgn. Jeg ved godt, at noget kan være meget områdespecifikt, men i Selveje Danmark spænder vi vidt, så alt har betydning for en del af jer, så kan I selv sortere lidt i det😊

Og husk nu bare at ring til os, hvis der er det mindste vi kan gøre for at hjælpe i denne ekstraordinære situation!


Ministersvar giver flere oplysninger vedr. magtanvendelse under corona

Social – og Indenrigsministeren har givet et svar til Folketinget vedr. reglerne om magtanvendelse under corona.

Svaret forholder sig til, hvad personalet har af handlemuligheder, hvis en beboer får corona/har symptomer på corona/har været i tættere kontakt med smittede, og det ikke er muligt indenfor servicelovens gældende regler om magtanvendelse, at få borgeren til at isolere sig.

I så tilfælde skal personalet så hurtigt som overhovedet muligt kontakte sundhedsmyndighederne, da Sundhedsmyndigheder har udvidede beføjelser i forhold til f.eks. at bringe reglerne om isolation i epidemiloven i anvendelse, evt. med bistand fra politiet. Noget der i praksis allerede er sket.

Er der tale om en helt akut situation, kan personalet efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne foretage en konkret vurdering af, om det er nødvendigt at sikre den pågældende beboers tilstedeværelse for at mindske smitterisikoen.
Sikringen af beboerens tilstedeværelse kan dog alene ske, indtil sundhedsmyndighederne kommer til stedet og håndterer situationen.

Ministeren understreger, at der skal være tale om en helt særlig situation, hvor det vil være meget vigtigt at rådføre sig med sundhedsmyndighederne, og at der ikke – uanset forholdets helt akutte karakter – må foretages handlinger, der ikke er proportionelle med problemets omfang og alvor.

Læs Social- og Indenrigsministerens svar her: https://www.ft.dk/samling/20191/spoergsmaal/s827/svar/1647817/2172268.pdf  

 

Ny blanket for test af medarbejder i kritiske funktioner

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en blanket for arbejdsgivere, som kan anvendes, hvor en medarbejder i kritiske funktioner har milde symptomer på corona, og hvor medarbejderen og arbejdsgiver finder, at der er behov for en hurtig test med henblik på raskmelding. Blanketten kan anvendes for medarbejdere, der varetager kritiske funktioner på sundheds- og ældreområdet, eller i indsatser for særligt sårbare grupper på socialområdet.

Find blanketten her: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Blanket-for-arbejdsgivererkl%C3%A6ring-til-test-af-medarbejder/Arbejdsgivererklaering-ved-COVID-19.ashx?la=da&hash=8A3EC7EFF996B1B437788E40801CD5E3E9C6525E

Der er forskellige indgange til at få gennemført testen i de enkelte regioner. Sundhedsstyrelsen har lavet en oversigt over indgangene til de regionale vurderingsenheder for corona.

Se den her: https://www.sst.dk/da/corona/Personale-sundheds-og-aeldresektoren/Kontaktoplysninger%20til%20regionale%20COVID-19%20vurderingsenheder

Region Midtjyllands kontaktoplysninger fremgår ikke af Sundhedsstyrelsens hjemmeside men kan findes her: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/covid-19-test-af-kritisk-personale---sadan-gor-du/

 

Ny bekendtgørelse på vej med udvidelse af målgrupper, der kan undtages besøgsforbud

 Den 31. marts blev der med L158 vedtaget yderligere foranstaltninger for at forebygge og inddæmme smitte med corona m.v. Det nye lovforslag giver blandt meget andet yderligere mulighed for at regulere adgangen til besøg på anbringelsessteder og botilbud på det sociale område. I kølvandet på loven vil der ifølge Sundheds- og Ældreministeriet snart komme en bekendtgørelse samt nye retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Målgruppen for undtagelse af besøgsforbud vil udvides til også at kunne gælde ”en voksen med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et barn”. Således er den nye målgruppe beskrevet i lovmærkningerne og med et stort rum til fortolkning, hvilket bekymrer Selveje Danmark, hvorfor vi arbejder på en præcisering.  I vil naturligvis blive orienteret, når den foreligger.

I kan læse mere om lov L158 her. https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/l158/index.htm

 

Ministerier fastslår: Misbrugere skal fortsat tilbydes den fornødne substitutions- og abstinensbehandling

Sundhedsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet påpeger i et nyt brev, at en stor del af hjemløse og andre særligt socialt udsatte mennesker er stærkt afhængige af rusmidler. Der er derfor behov for ekstra opmærksomhed på, at de tilbydes den fornødne substitutions- og abstinensbehandling i disse dage.

Ministerierne fastslår, at igangværende substitutionsbehandling ikke må afbrydes med henvisning til corona. Personer med behandlingskrævende akutte opioidabstinenser skal straks tilbydes abstinensbehandling, indtil den egentlige substitutionsbehandling kan iværksættes. Ministerierne henviser til Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende håndtering af corona på landets rusmiddelcentre.

Læs eller genlæs dem her: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Haandtering-af-COVID-19_Retningslinjer-for-forgiftninger-og-abstinenser og her: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Haandtering-af-COVID-19-Retningslinjer-for-behandling-af-akutte-opioidabstinenser

Baggrunden for Sundhedsministeriet og – Socialministeriets brev er, at Sundhedsstyrelsen formoder, der i de kommende uger vil være et større behov for behandling af opioidabstinenser. Desuden er en effektiv abstinens- og misbrugsbehandling en vigtig forudsætning for, at de mest udsatte borgere, der skal isolere sig, ikke går ud for at skaffe stoffer inden endt behandling, hvorved de også vil eksponere sig selv eller andre for smitte/smittespredning.

Læs brevet fra Sundhedsministeriet og – Socialministeriet - klik her.

 

Ældretelefonen

Under coronakrisen oplever mange at blive isoleret derhjemme. Familie og venner kan ikke længere komme på besøg. Derfor har ÆldreSagen taget initiativ til Ældretelefonen, hvor ældre kan få en telefonven, som kan ringe til dem med jævne mellemrum og få en hyggelig snak.

Ældresagen ved godt at der vil være mange ældre, der ikke af sig selv vil være opmærksomme på denne mulighed, og håber derfor på at f.eks. plejehjem og frit valgsleverandører vil være med til at oplyse om muligheden. Den opfordring er hermed givet videre, og via dette link kan I læse lidt mere: https://www.aeldresagen.dk/om-aeldresagen/lige-nu/aeldretelefonen

 

Information fra Kommunernes Landsforening

Hver 2-3 dag opsamler KL en række af de for velfærdsområdet vigtigste nyheder, og sender dem ud til de relevante organisationer, herunder Selveje Danmark. Da vi i Selveje Danmark forsøger at informerer jer dagligt, så vil I i skrivelsen fra KL kunne se en del gentagelser, men også en række relevante links til informationssider mv.

Læs KLs informationsskrivelse af 1. april - klik her.

 

Venlig hilsen

Jon Thorlacius Krog, branchedirektør, Selveje Danmark