Orientering fra Selveje Danmark om corona #28

Kære medlemmer

Her kommer lige lidt opdateringer knyttet til den igangværende dialog om besøg på bosteder, plejehjem mv.

 

Vedr. lempelse af besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud

I weekenden skrev vi til jer om en ny stor politiske aftale på socialområdet, som bl.a. omhandlede lempelse af besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud. Social- og Indenrigsministeriet har efterfølgende præciseret indholdet af aftalen, den videre proces og tidspunkt for ikrafttrædelse af de nye regler (Se ministeriets orientering her: https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/apr/covid-19-opsamling-paa-lempelse-af-besoegsrestriktioner/

Ifølge Social- og Indenrigsministeriets seneste udmelding vil udmøntningen af aftalen ske ved en ændring af den gældende bekendtgørelse om midlertidigt besøgsforbud på det sociale område. Bemærk derfor at indtil den foreligger, vil det være de gældende regler der er skal anvendes. Det betyder, at der fortsat alene kan ske besøg, hvis en beboer falder ind under de aktuelle undtagelser til forbuddet, og at der også er forbud mod besøg på udearealer.

Arbejdet med en ny bekendtgørelse vil blive iværksat straks, og i processen skal lempelserne først og fremmest drøftes med sundhedsmyndighederne. Bekendtgørelsen skal desuden fortsat fastlægge rammerne for lokale beslutninger.

De etablerede partnerskaber (se evt. Selveje Danmarks orientering den 25. april) vil blive inddraget i arbejdet med udvikling af og information af metoder og ”best-practice” i forhold til gennemførelse af besøg.

Gennemførelse af besøg efter lempelserne vil forudsætte, at de praktiske forudsætninger på det enkelte botilbud er på plads. Der skal foretages de nødvendige fysiske foranstaltninger, og der skal være de nødvendige værnemidler. Vurderingen af teststrategi, og hvad der er ”nødvendige” værnemidler, foretages af sundhedsmyndighederne i overensstemmelse med de generelle og for samfundet overordnede retningslinjer og prioriteringer.

Med andre ord så må det forventes, at der går noget tid endnu, før de endelige rammer for den delvise genåbning af socialområdet er på plads. Selveje Danmark vil løbende sørge for at holde jer orienteret om udvikling, retningslinjer og ikrafttrædelse af de nye retningslinjer besøg på anbringelsessteder og botilbud.

Ældreområdet, besøg og ensomhed

Der har den sidste uge været stor debat om en åbning af ældreområdet. Organisationer som Ældre Sagen og Alzheimerforeningen har skubbet på for en hurtig åbning. For at kunne handle på et oplyst grundlag, har vi gennemført en rundspørge blandt vores medlemmer på ældreområdet, om jeres oplevelse af situationen.

Vi fik meget hurtigt en række tilbagemeldinger – og tusind tak for dem. De er samlet i det vedhæftede fakta ark, og den rundspørge giver et noget mere nuanceret billede af situationen. Kort fortalt, så er der blandt de selvejende ikke den samme oplevelse af massiv ensomhed – selvom der naturligvis også er ældre der er meget ensomme. Af jeres svar kan vi se, at I sammen med de ældre har rigtig mange sociale aktiviteter på de enkelte plejehjem, ligesom der blandt de ældre er en generel forståelse for situationens alvor.

I kan se, hvordan jeres svar bliver brugt i faktaarket - klik her.

Konklusionerne betyder, at vi i Selveje Danmark anlægger en mere forsigtig tilgang til åbningen af ældreområdet. Den lyder, at naturligvis skal vi åbne op, så ældre kan være sammen med deres pårørende, men det skal ske stille og roligt. Det skal ske baseret på sundhedsfaglige hensyn og med behørig skelen til de faktiske forhold på det enkelte plejehjem. Selveje Danmark mødes senere på ugen med KL, hvor vi sammen vil fortætte dialogen om denne proces.

Den aktuelle situation i forhold til besøg på plejehjem

Selveje Danmark har været i kontakt med sundhedsmyndighederne vedr. de nye udmeldinger om udendørs besøg på plejehjem.

I påbuddet til landets kommunalbestyrelser, skriver Sundhedsministeriet følgende:

”Beslutningen om forbud omfatter både fællesarealer og den del af boligen, som beboeren selv råder over. Forbud kan også omfatte udearealer, som ligger på institutionens område, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af coronavirus/COVID-19.”

Forbuddet kan altså omfatte udearealer, hvis det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af corona.

Ifølge myndighederne, så er det således op til ledelsen på det enkelte plejehjem, at vurdere hvorvidt besøgsforbuddet skal være gældende på plejehjemmets udearealer eller ej.

Og så husk, at hvis I er det mindste i tvivl eller, hvis der er noget vi kan gøre, så skal I altid bare ringe til os. I kan finde os her: https://selveje.dk/om-selveje-danmark/sekretariat/

Venlig hilsen og rigtig god dag

Jon Thorlacius Krog, branchedirektør, Selveje Danmark