Orientering fra Selveje Danmark om corona #34

Kære medlemmer

Først lige en glædelig nyhed, der slet ikke handler om corona.
I slutningen af sidste uge vedtog folketinget en ændring af lov om socialtilsyn. Ændringen – der træder i kraft den 1. juli – betyder, at tilbud organiseret som fonde, og det er der rigtig mange af jer, der er, fremover får lettere ved at ændre jeres vedtægter. Det er en sag, som vi i Selveje Danmark gennem flere år har kæmpet for, da vi igen og igen har oplevet hvordan helt nødvendige vedtægtsændringer er blevet bremset af Socialtilsynet og/eller af Civilstyrelsen.

Men nu er der altså banet vej for at fonde omfattet af lov om socialtilsyn, får lettere ved at ændre deres vedtægter og dermed lettere ved at følge med både tiden og de mennesker man arbejder for. Eller som ministeren udtaler:

”Det er vigtigt og helt centralt for socialområdet, at de selvejende institutioner, som er organiseret som fonde, bedre kan udvikle driften til gavn for de mennesker, der har brug for hjælpen i disse tilbud.”

Det kan vi da godt glæde os over.

Sundhedsstyrelsen har udgivet retningslinjer for, hvordan plejecentre kan forebygge smitte ved besøg

Retningslinjerne beskriver rammerne for besøg på plejecentre, så de overholder Styrelsen for Patientsikkerheds besøgsrestriktioner.
Det gælder både ift. forebyggelse, herunder hygiejne, rengøring, barrierer, test samt anbefalinger til planlægning og afholdelse af besøg.

Det specificeres, at ledelsen er ansvarlig for, at der på baggrund af de sundhedsfaglige anbefalinger udarbejdes en instruks, der sikrer at de nødvendige smitteforebyggende tiltag efterleves og er tilpasset det enkelte plejecenters rammer.
Find retningslinjerne - klik her

Desuden har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en pjece, til pårørende med råd til, hvordan de skal forholde sig før og efter besøg på et plejecenter.

Sidst, men ikke mindst, er der udarbejdet en plakat, der kan hænges op på plejecenteret med informationer til de besøgende.

Find pjecen og plakaten i hhv. digital og printer venlig version - klik her

Gratis rådgivning af Center for Værdig Ældrepleje

Center for Værdig Ældrepleje tilbyder gratis korte konsultations og rådgivningsforløb for bl.a. selvejende plejehjem. Rådgivningen tager udgangspunkt i det enkelte plejehjems behov og ønsker og kan fx have fokus på:

  • At afdække aktuelle udfordringer og muligheder for mere værdighed i ældreplejen
  • Rådgivning af ledelse ift. at planlægge og videre arbejde med forbedringstiltag, der kan føre til mere værdighed i ældreplejen
  • Rådgivning af ledelse ift. behov og muligheder for kompetenceudvikling
  • Rådgivning af ledelse ift. behov og muligheder for organisatorisk udvikling
  • Rådgivning om og vurdering af behov for Videnscentrets øvrige aktiviteter
  • Den videre proces efter påbud fra ældretilsynet.

Jeg synes tilbuddet vil kunne være spændende, hvis I som plejehjem tænker et blik udefra kan være med til at give jer inspiration til fortsat udvikling. I kan læse mere - klik her


Venlig hilsen

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, MPA