Orientering fra Selveje Danmark om corona #41

Kære medlemmer

Så er der igen lidt nyt fra Selveje Danmark😊

Først dog en kort status i forhold til implementeringen af den politiske aftale, der skal sikre, at også organisationer med 50 procents offentligt tilskud omfattes af reglerne om løntilskud ved hjemsendelse og dækning af fasteomkostninger. Det aktstykke, der skal bane vejen for udvidelsen af ordningen blev vedtaget i finansudvalget i sidste uge, og efter at jeg i går var i dialog med både socialministeriet og erhvervsministeriet, kan jeg oplyse, at man netop nu er ved at lægge sidste hånd på de nødvendige bekendtgørelser. Målet er at få dem underskrevet sidst i denne uge eller starten af næste uge, herefter vil I kunne søge om økonomisk hjælp.

Ansøgningen vil skulle ske via den offentlige myndighed, fra hvem i modtager det primære tilskud.

Delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen

Virksomhedsrettede tilbud som fx. løntilskud kan igen igangsættes i hele landet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland dog alene hos private virksomheder, da de offentlige arbejdspladser ikke er åbnet øst for Storebælt.

Tilbud om vejledning og opkvalificering kan også ske ved fysisk fremmøde i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvis borgeren er enig, og der enten er tale om ordinær uddannelse, eller et forløb, det er nødvendigt af hensyn til et konkret job.

Jeg har ikke haft mulighed for at gennemgå den udsendte bekendtgørelse, men vedhæfter den til denne mail. Det der for os er det centrale vil være, at der åbnes op for fysisk fremmøde for alle grupper af udsatte ledige. For det er særligt den gruppe, der har været voldsomt ramt af nedlukningen. Det skyldes at der i netop de indsatser også ligger en meget stor socialindsats.

Læs bekendtgørelsen - klik her

Sundhedsstyrelsen/Videnscenter for Værdig Ældrepleje har udgivet et katalog med ideer fra ældreplejen under corona-epidemien

Videnscenter for Værdig Ældrepleje har samlet gode erfaringer fra ældreplejen til nye måder at gennemføre aktiviteter og være sammen på.

Inspirationskataloget ”Gode ideer” deler gode ideer og kreative løsninger, som borgere og pårørende, medarbejdere og ledere på ældreområdet har arbejdet med i den senere tid. Det deler eksempler på, hvordan man fortsat kan bevare et fokus på samvær med de ældre. Der deles ideer til forskellige aktiviteter for borgerne, herunder banko på gangen, brug af musik i dagligdagen og forskellige måder at stimulere de ældres sanser.

Videnscenter for Værdig Ældrepleje efterspørger også at høre fra jer, hvis I har gode ideer, som de kan skrive om.

Læs inspirationskataloget - klik her


Statens Serum institut har set nærmere på symptomerne på covid-19 og lavet et ark om tal og fakta
Statens Serum institut har udgivet denne uges trend og fokusrapport, som beskriver patienternes symptomer og længden af disse ved covid-19 sammenlignet med almindelig influenza.

Resultaterne fra rapporten er sammenfattet i et fakta ark. Resultaterne viser bl.a., at inkubationstiden i gennemsnit er 5 dage og at jo ældre man er, jo længere er sygdomsforløbet. Derudover er der markant større forekomst af feber, åndenød, muskel- og ledsmerter, træthed, udmattelse, tab af lugte- og/eller smagssans samt symptomer fra mavetarmkanalen som diarre, kvalme og opkast.

Til gengæld havde patienter med covid-19 ikke højere forekomst af symptomer som løbende/stoppet næse og ondt i halsen.

Se rapporten - klik her

Se faktaarket - klik her

Adgangskrav på plejehjem mv.

Jeg vil afslutningsvis lige knytte et par ord til spørgsmålet om adgangskrav på bl.a. ældreområdet. Selveje Danmark oplever ligesom I selv gør det et voldsomt pres fra særligt to store organisationer, et pres der mere handler om pårørende end det handler om de ældre, der bor på plejehjemmet.

Når det er problematisk, så skyldes det, at den ensidige fokusering på pårørendes rettigheder er med til helt at underkende det kæmpe arbejde, I som ledere og jeres medarbejdere har lagt for dagen for at holde smitten ude af plejehjem og de ældre raske. Noget som jo netop er det centrale i jeres arbejde.

Vi arbejder aktuelt på at få pressen til at sætte fokus på det store arbejde, som I har udført gennem krisen. Samtidig er netop en rolig og sundhedsmæssig forsvarlig åbning en af vores centrale pointer i det udvalgsarbejde i Sundheds- og Ældreministeriet vi deltager i.

Venlig hilsen

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, MPA