Kære medlemmer
Social- og Indenrigsministeriet indfører nu generelle midlertidige besøgsrestriktioner på samtlige plejehjem og en række sociale tilbud i hovedstadsområdet, hvor mennesker i risikogruppen opholder sig.
Det drejer sig om plejehjem og botilbud i følgende 17 kommuner: Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune, Lyngby-Tårbæk Kommune, Rødovre Kommune, Tårnby Kommune og Vallensbæk Kommune.
Besøg skal foregå på udearealer
De nye restriktioner gælder samtlige plejehjem og betyder, at besøg skal foregå på udearealerne.
Ifølge ministeries pressemeddelelse vil der dog i såkaldt kritiske situationer og evt. også ved besøg fra 1-2 faste besøgspersoner være muligt at gennemføre besøg på indendørs arealer, hvis det vurderes at kunne gøres forsvarligt.
Selveje Danmark undrer sig over ministeriets formulering men det har ikke været muligt at få et klargørende svar fra ministeriet pt. Derfor opfordrer vi plejehjemmene til at udvise størst mulig forsigtighed, indtil vi har et klart svar.
Besøgsrestriktioner omfatter visse sociale tilbud
Besøgsrestriktionerne omfatter også sociale tilbud, som har beboere eller medarbejdere, som tilhører en risikogruppe.
Det enkelte tilbuds ledelse skal vurdere, om der er beboere eller medarbejdere i risikogruppen ud fra de sundhedsfaglige retningslinjer.
På sociale tilbud, der er omfattet af besøgsrestriktionerne, vil det fortsat være muligt at foretage besøg på indendørs arealer i såkaldte kritiske situationer, herunder bl.a. forældres besøg hos børn.
Det samme gælder for besøg af 1-2 faste besøgspersoner, i det omfang tilbuddets ledelse efter de generelle regler i bekendtgørelse nr. 927 af 22. juni 2020 har tilladt, at besøg fra faste besøgspersoner kan ske indendørs i beboernes egen del af tilbuddet (værelset/boligen).
Følgende typer af tilbud beliggende i ovennævnte kommuner med beboere eller ansatte i en risikogruppe er omfattet af besøgsrestriktionerne:
- Særlige dagtilbud efter § 32 i lov om social service.
- Særlige klubtilbud efter § 36 i lov om social service.
- Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder efter § 66, stk. 1, nr. 5, i lov om social service.
- Opholdssteder for børn og unge efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service.
- Døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis luk-kede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service.
- Midlertidige botilbud til voksne efter § 107 i lov om social service.
- Længerevarende botilbud efter § 108 i lov om social service.
- Kvindekrisecentre efter § 109 i lov om social service.
- Forsorgshjem, herberger m.v. efter § 110 i lov om social service.
- Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.
Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for, hvem, der tilhører en risikogruppe, kan ses her: https://www.sst.dk/da/corona/personer-i-oeget-risiko.
Se Social og Indenrigsministeriets bekendtgørelse - klik her.
Se Social- og Indenrigsministeriets orientering for en uddybning i den forbindelse - klik her.
Har I spørgsmål eller kommentarer, er I som altid velkomne til at henvende jer.
Med venlig hilsen /Best Regards
Kåre Skarsholm, chefkonsulent, Selveje Danmark